Nødråb blev hørt: Ny formand på plads

Nødråb blev hørt: Ny formand på plads
Ina Persson er konstitueret som ny formand for Gigtforeningen Bornholm. Eget foto
Tirsdag 2. september 2025 • 05:30
Holger Larsen
Journalist
Tirsdag 2. september 2025 • 05:30

Det er nogle store sko, jeg skal udfylde, siger Ina Persson, som er ny formand for Gigtforeningen Bornholm, der har cirka 1.000 medlemmer.

Da Esther Kofoed den 1. juni stoppede som formand for Gigtforeningen Bornholm, stod ingen af de cirka 1.000 medlemmer af foreningen klar til at afløse hende. Bestyrelsen tog derfor det utraditionelle skridt, at man annoncerede i avisen og på Facebook efter en ny formand.

Nødråbet blev hørt, og på det seneste bestyrelsesmøde blev Ina Persson konstitueret som formand frem til den næste generalforsamling, som holdes i begyndelsen af marts 2026.

– Jeg kender Esther Kofoed, som jeg har mødt i forbindelse med forskellige arrangementer. Jeg så, at Gigtforeningen søgte efter hendes afløser, og annoncen blev ved med at dukke op. Det fik mig til at kontakte bestyrelsen for at høre mere om, hvad det var man ønskede, siger Ina Persson.

Foreningsmenneske

Hun er nyt medlem af Gigtforeningen, men har erfaring fra andre patientforeninger, idet hun er kasserer i Scleroseforeningen på Bornholm, og hun betegner i det hele taget sig selv som et stort foreningsmenneske.

– Jeg kom med i Scleroseforeningen, fordi min mand har sclerose, og jeg vil gerne fortsætte som kasserer i foreningen. Jeg kontaktede Gigtforeningen, fordi jeg gerne vil lave noget formandsarbejde, siger Ina Persson.

Den nye formand har haft gigt tæt inde på livet i familien, men er ikke selv gigtramt. Det mener hun ikke har den store betydning for hendes rolle i foreningen:

– Som formand kommer det til at handle meget om møder, koordinering med videre, siger Ina Persson.

Mere digitale

Ina Persson, der er 55 år, bor i Bodilsker. Hun kommer oprindelig fra København, men har boet i Sverige i 12 år.

– Jeg flyttede til Bornholm for snart ni år siden for at lave noget andet, end hvad jeg ellers har lavet. Jeg er kontorassistent, men skal til at skifte arbejde til butik for at komme ned i tid, oplyser hun.

Ina Persson vil ikke komme med de store udmeldinger, inden hun har lært Gigtforeningen bedre at kende, men mener, at hun kan udnytte nogle af de erfaringer, hun har fra Scleroseforeningen.

– Vi skal være mere digitale, så det bliver nemmere at være bestyrelsesmedlem. Det overskud kan vi måske bruge på at lave spændende arrangementer for medlemmerne, og jeg har nogle visioner om at kunne tiltrække andre og nye mennesker til foreningen, siger hun.

Gerne i længere tid

Ina Persson kan sagtens se sig selv som formand i foreningen i en længere periode.

– Hvis man synes, at jeg gør det godt, vil jeg gerne fortsætte som formand. Det er et spørgsmål om, hvad medlemmerne synes. Det er jo dem, der skal vælge mig.

– Men jeg er også opmærksom på, at det er nogle store sko, jeg skal udfylde. Der har siddet nogle virksomme formænd, Grethe Viborg og Esther Kofoed, der har været med længe, siger Ina Persson.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT