Der blev både sunget, danset, leget og quizzet på lejrstedet Bethesda.
28 børn har været samlet til musik og leg på lejrstedet Bethesda på Dueodde.
Det var Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler på Bornholm, som havde inviteret til Gospelkids Festival, der kulminerede med en offentlig koncert.
Børnene var fra 1. til 7. klasse, og de øvede både i et stort fælleskor og opdelt i et junior- og et børnekor.
I alt øvede de 11 sange med fagter og dansetrin til koncerten, og de tog alle sammen udgangspunkt i festivalens tema, der var "Håb på Ham". Temaet var symboliseret med et anker i logoet og på korets T-shirts.
– Det skal minde os om, at Gud er vores anker og faste holdepunkt i alle livets storme. Vi må tro på Jesus som vores håb, og så vil han fylde os med sin kærlighed. Tro, håb og kærlighed, fortæller lejrchef Sandra West Hansen.
Selv om gospelsangene var i fokus, var der også sat tid af til kreative aktiviteter, bålhygge, forhindringsbane, kæmpe-klodsmajor, Lego samt negle- og flettesalon. Om aftenen var der arrangeret en udgave af DR-programmet "Versus", hvor børnene både deltog i konkurrencerne og også var dem, der heppede og stemte, fortæller Sandra West Hansen.
Dagen efter om eftermiddagen kulminerede festivalen med en offentlig koncert, hvor børnene sammen med et band optrådte med de 11 sagde, de havde øvet sig på.