Træstykke i motoren forsinker morgenfærgen

Træstykke i motoren forsinker morgenfærgen
Det var et langt stykke træ på cirka en meter, som sad fast i Express 1's ene motor torsdag morgen.
NYHED | BORNHOLM | 2. DEC 2021 • 07:37
Berit Hvassum
Journalist
NYHED | BORNHOLM
2. DEC 2021 • 07:37

Bornholmlinjens færgeafgang klokken 6.30 blev en time forsinket på grund af tekniske problemer.

Det fremgår af Bornholmslinjens hjemmeside.

Express 1 ankom til Ystad kl. 08.55 med en forventet afgang fra Ystad igen kl. 09.10.

Molslinjens pr-og kommunikationschef Jesper Maack fortæller, at morgenfærgens forsinkelse skyldes, at et stykke træ på cirka en meter sad fast i den ene motor.

– Der var nogle ret kraftige rystelser i den ene motor og en mistanke om, at waterjet'en havde suget noget op i motoren, siger Jesper Maack.

En dykker blev hurtigt tilkaldt, som fik fjernet træet fra motoren.

– Normalt kan vi godt sejle på tre maskiner, men vejret er så dårligt, at det var det rigtige at vente og få en dykker ned og se på motoren, fortæller Jesper Maack.

Der var ikke andre synlige skader på den tilstoppede waterjet-motor, og Bornholmslinjen sejler nu kun med 40 minutters forsinkelse.

Express 1 sejlede fra Rønne klokken 10.45 med ankomst til Ystad klokken 12.05. 

Der er forventet afgang fra Ystad klokken 12.30 og check-in til normal tid. 

Bornholmslinjen sejler nu planmæssigt.