Ingen vintergæster
Morten og Gitte Pedersen har de seneste år fået bygget nogle hytter på campingpladsen, der skal kunne bruges til vintercamping, som de havde satset på, at de ville have mere af i vintersæson 2020/2021. Men på grund af den nuværende coronasituation er det altså ikke blevet til det store.
– Vi havde lidt gæster i hytterne i efterårsferien, men så er det ikke blevet til mere. Vi havde også håbet på, at der ville være aktivitet i juleferien og i vinterferien her i år, men som det ser ud nu, bliver der ikke noget af det, siger Morten Pedersen.
Lige nu går han og renoverer nogle af bygningerne på campingpladsen og er generelt ved at gøre klar til at åbne til en ny sæson. Efter planen skal Møllers Dueodde Camping åbne som vanligt den 8. maj.
– Vi er ret sikre på, at det godt kan lade sig gøre til den tid. Det er ikke fordi, vi har mange bookinger i forsæsonen, men i maj har vi små 20 fastliggere, der i hvert fald kommer, så der vil være lidt aktivitet, siger Morten Pedersen.