En markant stigning i antallet af udenlandske par, der ønsker at blive gift på Bornholm, har nu fået regionskommunen til at lukke for nye vielser hen over sommeren.
Presset skyldes blandt andet en sag i Københavns Kommune, hvor hovedstadskommunen risikerer at skulle betale 23 millioner kroner tilbage for uretmæssigt at have opkrævet gebyrer for vielser af omkring 12.000 par.
Sagen har fået Københavns Kommune til at nedjustere sin bryllupsforretning, og det har skabt en markant overløbseffekt andre steder i landet. På Bornholm udgør udenlandske vielser nu over halvdelen af alle bryllupper.
Det store antal vielser presser kommunens administration, da de udenlandske par sjældent selv medbringer vidner til ceremonien. Det betyder, at Borgerservice i mange tilfælde må sende egne ansatte med ind til vielsen, fortæller leder af Borgerservice, Bo Rosendal, til DR.
Derudover er det begrænset, hvad Bornholm får retur, mener han.
– Der vil selvfølgelig være nogle par, som vælger at tage en overnatning på Bornholm eller at gå ud og spise. Men overordnet set er det jo ikke borgere, der lægger skattekroner her på øen, siger han.