Klumme: Myretuen

KLUMME

Hvad er meningen med livet?

Det er der selvfølgelig ikke et hurtigt eller entydigt svar på. Alle har deres egen opfattelse af, hvad meningen med lige præcis deres liv er.

Men overordnet set, ud fra en generel betragtning, så er det vel meningen, at man skal have et godt liv, siden man nu har været så heldig at vinde et ophold her på jorden – (også selv om man af og til kan ruge lidt over, hvor langt det ophold mon egentlig bliver).

Godt. Man vil gerne have det godt.

Man vil i princippet også gerne have, at andre skal have det godt, tænker jeg. Uanset om man er super selvoptaget og egoistisk og har sine egne tunnelsynede idéer om, hvad der er godt, så har man vel ikke et ønske om, at ens medpassagerer på turen ligefrem skal have det dårligt. Medmindre man er syg.

Jeg kom til at tænke på det den anden dag, da jeg læste en kommentar på Facebook, hvor en af landets populære tv-værter gik til angreb på folk, der skriver grumme, grimme, hadefulde kommentarer, når de sidder ved deres computer – hvilket nogen tilsyneladende gør rigtig meget.

Jeg var helt enig, og jeg tænkte: Hvorfor? Hvorfor sidder de der? Hvorfor er det næsten altid mænd?

Jeg har selv fået min del af vitriolen. Engang måtte jeg gå hjem fra arbejde, fordi en besked jeg fik, var så ondskabsfuld, at jeg simpelthen blev lammet. Jeg har tænkt på, om jeg skulle gengive ordlyden her, men er kommet frem til, at det skal jeg ikke. For det første skal man ikke rode op i den slags, for det andet vil jeg ikke bidrage til mængden af affald, hverken på sociale medier eller andre steder.

Lidt baggrund: Menneskets bekendtskabs- og omgangskreds har indtil for nylig været styret af geografi og sammentræf. Dem, vi har lært at kende, er dem, vi har mødt på vores vej. I toget, på café, i klassen, på en bænk, til en fest, på en bro, i brugsen, på værkstedet eller kontoret, til et bryllup, en dåb eller en begravelse.

Mange relationer er opstået tilfældigt. Det er der skrevet bøger om. Vi har mødt nogen, som vi har lært at kende, og de mennesker har betydet noget. Nogle er vi kommet til at kende rigtig godt, og vi har elsket og skældt ud og måske også slåsset lidt. Og så er vi blevet gode venner igen.

Så er der de flygtige bekendtskaber. Dem er der endnu flere af. Nogle er et resultat af ubevidste valg, som der jo træffes tusindvis af i løbet af et langt menneskeliv. Andre er et udtryk for en bevidst søgen, fordi man har haft brug for noget bestemt i en bestemt situation, eller fordi man bare har kedet sig.

Okay. Så hvem fortsætter man samtalen med? Dem, man er tryg ved, dem, man er enig med, dem, man godt kan lide. Medmindre man er politiker.

Hvad med alle de andre? Dem man ikke blev venner med, dem man ikke snakkede videre med. Er det et resultat af bevidste fravalg? I nogle tilfælde er det, men det er sjældent ifølge mine erfaringer. Oftest er det mere en nødvendig afværgemanøvre, for man har jo ikke tid til at fortsætte samtalen med alle. Ting sker, mennesker kommer og går, livet finder sin egen vej.

Så kom emailen og internettet. Og nu sidder man og læser tekster, man aldrig ville have læst før. Utiltalende, ubehagelige holdninger eller primitive overfald på skrift fra en anonym afsender. Man får hadefulde, nedgørende, giftige beskeder fra mænd, som man ikke aner, hvem er. Man ender nogle gange med at chokforsvare sig overfor mennesker, man aldrig ville tale med i det virkelige liv.

Når jeg får den slags beskeder, toner et billede frem for mit indre blik. En ensom mand i en bar. En usoigneret, overvægtig mand i en mørk stue, bordet er fyldt med madaffald, askebægeret er fyldt med cigaretskodder. Og selv om dette menneske, som jeg aldrig ville møde i det virkelige liv, lige har sendt en verbal stinkbombe ind på mit kontor, efterfulgt af en giftig pil, som har ramt mig lige i hjertet, så får jeg ondt af ham.

For hvad er hans mening med livet? Hvad bliver hans eftermæle?

Sidste weekend havde jeg weekendvagt. Jeg skrev om alt muligt, en skæv skorsten, vindmøller, politik, overtagelse af en campingplads på Galløkken, cirkus – og strandrensning i Boderne.

Hvert år i juni går bornholmerne ud til kysten og fjerner affald, som andre skødesløst har efterladt, eller som er drevet i land. I Boderne mødte 30-40 mennesker op – mange af dem i pensionsalderen – for at hjælpe med at gøre stranden ren. En militærmand stod som altid klar til at køre bagefter med en traktor, i tilfælde af at man skulle falde over 'noget suspekt', som han sagde.

Hvis jeg havde spurgt disse mennesker, hvorfor de brugte lørdag formiddag på at indsamle affald på stranden, havde jeg sandsynligvis fået 30-40 forskellige svar. Men der ville nok også være en del overlap. Fordi det er hyggeligt, fordi det er vigtigt at passe på naturen, fordi der skal se pænt ud, når turisterne kommer, kunne være gengangere.

Mange af dem så nok også frem til pølserne bagefter. Det sociale samvær.

Men disse mennesker, der frivilligt afsætter tre timer til at rydde op efter andre, udfylder også en funktion. De udfylder funktionen 'menneske'. Relationerne, de opbygger undervejs, de tætte, livslange relationer, er opstået som sideeffekter af deres virke og af deres ophav, naturligvis. Det er familie, kolleger, svigerinders søstre, gamle studiekammerater, venners venner – og ja, det er svært, hvis ens ven bliver ven med en anden af ens venner, det er svært at blive forbigået, det er svært at blive fravalgt.

Den slags skal man imidlertid ikke tillægge for meget vægt. Selvfølgelig kan man blive skuffet her i livet. Man kan stole på de forkerte, man kan blive forladt, svigtet, underkendt, misforstået. Man kan blive skilt. Alt det man troede på, suk.

Men det er funktionen, i mangel af bedre ord, der fører det gode med sig. Man uddanner sig. Man udretter noget, alene eller sammen med nogen andre. Man løfter sit lillebitte lod i det store arbejde, det er at vedligeholde denne verden. Man bidrager med noget. Man gør sin pligt. Man gør sit bedste. Og hygger sig imens.

Forstår du, hvad jeg mener? Er det ikke meningen med livet at finde sin funktion og udfylde den så godt som muligt? At løfte sin mikroskopiske del af ansvaret for universet, som tak for den gave man har fået? Er vi ikke alle myrer i livets store myretue?

Jeg synes også, det er vigtigt at have det sjovt, men det er en anden historie. Jeg kan også bære nag, men ikke så meget, at det ødelægger mit gode humør.

Til dig, hadefulde mand, vil jeg sige: Gå ud og kig på fugle. Gå ud og kig på kirker. Gå ud og kig på blomster. Gå ud og tal med mennesker om kirker og fugle og blomster.

Lad være med at blive personlig. Det er det eneste, du ikke må. Det er ok at fejle. Det er aldrig for sent at skifte kurs. Men lad være med at blive personlig. Når du er ond mod andre, er du også ond mod dig selv.

Sluk din computer. Tag et bad. Og gå ud. Hvis du falder over noget affald, som andre har smidt, på vejen, så buk dig ned og saml det op.