'Jeg har en medfødt stædighed og lav tolerance for udenomssnak'

'Jeg har en medfødt stædighed og lav tolerance for udenomssnak'
Aleksander Klug. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 23. JAN 2021 • 16:03
Af:
Martin Gangelhoff Hansen
| ABONNENT
23. JAN 2021 • 16:03

DAGENS NAVN: Aleksander Klug er den seneste journalistiske forstærkning til Bornholms Tidende, hvor han skal skrive historier til avisen. Han er uddannet fotojournalist, og han satser på at kombinere sin forståelse for billeder med sit talent for at skrive. Dermed håber Aleksander Klug at bidrage til historier, som ikke kun er kritiske, men også visuelt fængende og udfordrende.

Hvor længe har du været på Bornholm?

– Siden søndag eftermiddag.

Hvor bor du?

– Lige nu bor jeg i Rønne, men jeg flytter til Hasle i næste måned.

Hvad har motiveret dig til at arbejde på Bornholm?

– Af en eller anden grund bliver der ofte set lidt ned på lokaljournalistikken, i hvert fald i mediebranchen. Det har jeg lyst til at udfordre, for det sker jo helt vildt mange spændende ting udenfor de store byer. Og det er tit dér, de virkelig spændende og nære menneskelige fortællinger befinder sig.

Hvad gør dig til en god journalist?

– Jeg prøver at tænke ud af boksen, både når det gælder journalistik, men for så vidt også i alle andre henseender. Jeg er egentlig uddannet fotojournalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Jeg er derfor vant til at træde ind i andres verden og meget hurtigt komme meget tæt på. At blive fotograferet kan være en vildt grænseoverskridende oplevelse, og jeg forsøger derfor at arbejde så roligt og nænsomt med de mennesker, hvis historier jeg skal fortælle. Jeg tror også, at jeg har en medfødt stædighed og lav tolerance for udenomssnak – og en tendens til at bide mig fast, når jeg ser noget uldent.

Hvad er den bedste historie, du nogensinde har lavet?

– Det må være en feature om PTSD (posttraumatisk stressforstyrrelse, red.) blandt veteraner fra konflikten i det østlige Ukraine, som jeg lavede for nogle år siden. Det er i hvert fald den historie, der har gjort størst indtryk på mig. Det var en helt vild oplevelse at blive lukket ind i deres verden. Der er jo tale om virkelig skrøbelige mænd i en del af verdenen, hvor det at vise sine følelser som mand, stadig er et tabu.

Du kan godt lide at arbejde med det, der hedder "visuel journalistik". Hvad er det?

– Visuel journalistik er fortællinger, hvor ord, billeder, video og grafik er tænkt ind fra begyndelsen og aktivt bruges til at forme og formidle historien. Man kunne måske tro, at alle journalistiske produktioner er skruet sådan sammen, men det er de ikke. I nogle fortællinger giver det måske mest mening, at læseren ser et portræt af et menneske og læser deres historie. I andre fortællinger kan det give mere mening at bruge korte videosekvenser i sammenspil med teksten for at bryde med det statiske portrætfotografi. Helt andre fortællinger skal måske bare fortælles i tal og grafer. I bund og grund handler visuel journalistik om at fortælle historien på den bedst mulige måde uden at følge en bestemt formel.

Hvordan vil du arbejde med visuel historiefortælling på Bornholm?

– Bornholms Tidende er en god og vigtig avis med dygtige journalister og fotografer. Jeg synes dog, at den nogle steder kunne bruge et visuelt løft. Journalistik skal som sagt være kritisk, men det skal også være visuelt fængende og udfordrende. Den gode visuelle fortælling giver os mulighed for at fordybe os i de billeder, vi ser, og reflektere over ordenes betydning. Derudover håber jeg, at jeg kommer til at kunne gøre avisens tilstedeværelse på de sociale medier mere engagerende.

Hvad kan visuelle fortællinger om Bornholm bidrage til?

– Jeg tror nogle gange, at det kan være sundt, at nogen udefra kigger ind og beskriver den virkelighed, vi befinder os i. Det gør sig også gældende på Bornholm, og jeg håber, at de historier, jeg kommer til at lave de næste måneder, både kan gøre avisens læsere klogere på livet på øen og kan give folk ovre et nyt blik på livet her på Bornholm. Den slags historier er bare ofte forbeholdt de store dagblade i hovedstaden, men sådan burde det jo ikke være.

 

Aleksander Klug

28 år

Opvokset i København

Har en kæreste i København