I kolde Utah, varme Arizona og på Bornholm: Rør blot ikke ved min gamle jul…

Mange husker med maven, når de skal fortælle, hvordan der blev fejret jul i gamle dage… Det gælder også mine amerikanske slægtninge, som er efterkommere af bornholmere.

 

SLÆGTSFORSKNING

Nybagte klejner, godteposer med slikkepinde og selvfølgelig risalamande. Mad hører julen til, og sådan har det været i mange herrens år. Da jeg besøgte mine amerikanske slægtninge i Utah i 2017, var det også en af de første ting, som vi talte om, da de skulle beskrive, hvad deres danske ophav havde taget med sig fra deres fædreland: Mad! ”Min mor lavede altid de her tynde pandekager, og jeg laver selv de små meatballs til jul og selvfølgelig rødkål. Jeg elsker rødkål,” sagde Thomas McNeil så entusiastisk, så man fik helt lyst til at sende ham en stor kasse med rødkål, da man kom hjem. Thomas McNeil bor i Kaysville udenfor Saltlake City, og vi deler samme tiptipoldefar, nemlig Hans Thorsen fra Arnager, som udvandrede i 1882.


Fra det kolde Utah til det varmere Arizona bor Terry Thorsen, som jeg også deler tiptipoldefar med. Han har her i december skrevet, hvordan han har pyntet op til jul i 22 graders varme. Hans barndoms jul handler også om mad: “Vi boede i det sydlige Californien dengang, og det eneste jeg rigtig husker var alt maden, og at den var hjemmelavet – selv vores eggnot (klassisk juledrink lavet af æg, mælk og rom) var hjemmelavet,” fortæller han.

Og så runder vi Michigan, hvor min grandkusine Susan Fenwick bor. Hun er født i USA af danske forældre (Hendes mor hed Inga Kofoed og kom fra Østermarie) og de emigrerede først til Canada og senere Chicago i 1950’erne:

“Jeg har talt med mine søskende om, hvad vi kan huske, vores forældre har fortalt os om den gamle danske jul. Vores mor fortalte blandt andet, hvordan juletræet altid kom op juleaftensdag, og at der var rigtige lys på, så man skulle passe på, at der ikke gik ild i træet. Hun fortalte også, at der nogle gange var hængt nogle af de små gaver på træet, og at da hun var teenager, fik hun et ur, som hang på træet. Og så spiste de risalamande og håbede selvfølgelig at vinde mandelgaven.”


Jeg har spurgt flere slægtninge i min familie om julen i gamle dage, og der er faktisk ikke så mange, der husker så meget. Måske handler det også om, at vi jo gør eller gjorde det samme i de fleste familier. Det er en evig gentagelse af masser af god mad, og vores livs juleaftener fletter sig sammen i et stort og lidt sløret billede.

Min mor Lykke på 86 år har dog været på overarbejde, og efter hun har været i tænkeboks, så vil hun gerne dele glimt af julen – fortrinsvis i 1940’erne:

– Vi var jo til juletræsfest i søndagsskolen i Lobbæk. Det foregik i baptisternes missionshus, som lå i et af de sidste huse før, man kom til jernbaneoverskæringen. Her fik vi godteposer med en påtrykt nisse, og der var slikkepinde og pebernødder i. Vi glædede os meget til godteposerne, for slik var ikke noget, vi fik særlig ofte, fortæller hun og fortsætter:

– Min mor bagte klejner og lavede havregrynskugler, og vi må også have haft juletræ, for jeg kan huske, hvordan det spejlede sig i det store spejl, som vi havde taget med os, da min far solgte sin skrædderbutik på hovedgaden i Lobbæk.


Netop salget af butikken betød, at Lykke fik sit livs første dukke:

– Jeg kan ikke huske, hvor gammel jeg var, men jeg fik en dukke i julegave, og jeg havde ikke ejet en dukke før. Jeg tror det hang sammen med, at de havde solgt huset og havde fået lidt overskud på det. Det er flovt, men jeg fandt faktisk pakken i klædeskabet, og jeg pakkede den op før jul og prøvede så at pakke den ind igen. De opdagede vist ikke noget.

Lykke fik også aflagte skøjter fra sadelmageren, som boede på Lobbæk Hovedgade: – Deres børn havde brugt dem og var flyttet hjemmefra. Det var sådan nogle fedtlæderstøvler med snører midt på. Jeg var lidt ferm over, jeg havde fået dem.

Ellers blev december måned i Lobbæk også brugt til at lave julepynt:

– Vi lavede røde og hvide roser i silkepapir. Vi klippede papiret i firkanter, og så viklede vi det rundt om en strikkepind, og i hver sin ende blev det klemt sammen, så det lignede en rose, og så satte vi ståltråd på, så det kunne komme på juletræet. Vi klippede også engle, men jeg kunne aldrig finde ud af at lave stjerner. Det havde jeg vist ikke tålmodighed til. Det er der vist ikke mange i vores familie, der har. Lige bortset fra Jørn (hendes søn).

Selvom min mor ikke kan flette stjerner, så vil jeg alligevel give hende fem stjerner for hendes julefortælling, som hun da fik flettet meget fint sammen.

 

 

Forstå din egen familie bedre med slægtsforskning

Dorte Kofoed har slægtsforsket i sin bornholmske familie i cirka 10 år, men det har først taget fart de seneste par år. Det er den bedste hobby, som hun nogensinde har haft, og når man nu ikke kan finde ud af at strikke, så er dette et glimrende alternativ til at glemme tid og sted, når man tager en tur med tidsmaskinen. Det har givet hende fantastiske oplevelser, hvor hun har besøgt sine slægtninge i Utah i USA, set den gamle træhytte, som hendes tip-tipoldefar levede i, da han emigrerede fra Arnager i 1882, har fået venskaber og slægtninge flere steder i verden og har oplevet en stor glæde ved de mange gamle gåder, som ligger og ulmer i slægterne, hvor skæbnerne fletter sig sammen på godt og ondt. Hun vil her i serien ”Forstå din egen familie bedre med slægtsforskning” dele ud af sine egne personlige historier og give tips og tricks til at slægtsforske. Kontakt hende gerne med spørgsmål og gode råd på: dortekofoed67@gmail.com