Hjem fra månedlang øvelse i Litauen

Hjem fra månedlang øvelse i Litauen
Soldaterne kom hjem med "Povl Anker". Foto: Jens-Erik Larsen
| 20. DEC 2014 • 15:00
Af:
Emil Vendelbo Johansen

20. DEC 2014 • 15:00
Torsdag aften vendte soldater fra Opklaringsbataljonen på Almegårds Kaserne hjem fra en månedlang øvelse i Litauen. 150 mand og omtrent 50 køretøjer har deltaget i øvelsen, som hører under NATO's Assurance Measures, som skal vise Rusland, at NATO støtter op om landene mod øst.

Færgen "Povl Anker" transporterede soldaterne og deres materiel fra Ystad til Rønne.

- Vi har været ovre og øve os i vores opklaringsopgaver, som betyder at finde fjenden, sammen med litauerne og deres tilsvarende enheder. Vi har kunnet lære af hinanden, og vi har fået et stort uddannelsesudbytte, fortalte bataljonschef Brian Nissen.

Øvelsen var en del af en ny NATO-ramme, som er vedtaget i kølvandet på Ruslands aggressive fremfærd i Ukraine det seneste års tid.

- Vi sender et signal om, at NATO er parat til at hjælpe de baltiske lande, fortalte Brian Nissen.

Danmark som krigsførende nation er efterhånden ikke nogen nyhed. Men øvelsen i Litauen har skilt sig ud, da man har trænet kamp mod en anden type fjende, end man har været vant til i de seneste 10-15 år.

- Vi har trænet konventionel krigsførelse. Det er noget helt andet at stå over for en fjende som er lige så teknologisk udviklet som en selv, end at stå over for oprørere, som jo er det, vi har kæmpet mod i Afghanistan og Irak. Vi har desuden trænet i et terræn med store skove, noget vi ikke er vant til heller, fortalte Brian Nissen.

De soldater, som har været sendt afsted på øvelse, har alle oplevet krig på egen krop.
- Hovedparten af de her soldater har været udsendt før. Det er ikke rookies. Det er professionelle soldater. De er krigshærdede, fortalte Brian Nissen.

- Det har været en succes på rigtig mange måder. Enheden har løst deres opgaver på rigtig professionel vis. Den enhedstype, vi har, er i stand til at sætte et stort fodaftryk med relativt få mænd, fortalte Brian Nissen.


FÅ ABONNEMENT