Hallo mor, hvad skal vi dog gøre?

KLUMME

Det er torsdag aften, en klumme skal skrives, og landet står efter en ny smitterekord igen i en situation, der gør det svært for mig at tænke på andet end den forbandede pandemi – ligesom tilbage i marts, da jeg første gang nødtvungent forfattede en corona-klumme.

Denne gang er selve julen i fare, og det er ikke med min gode vilje, hvis jeg bliver forhindret i at sidde i mine forældres stue og kigge ud på jernbanen og Rold Skovs træer juleaftensdag.

 

I fraværet af barer og natklubber
tager de til privatfester i små lejligheder.
Andre er fordømmende over for "de unges" adfærd

 

For at blive mindet om stemningen fra foråret genbesøger jeg, som man siger på moderne dansk, marts-klummen, hvor jeg allerede i den totale nedluknings anden uge prøvede at tage bestik af nationens accept af tingenes tilstand:

"Hvor længe skal vi mon fortsætte på denne måde? Det lader til, at isolationen bliver langvarig. Ikke mindst fordi myndighedernes hårde linje er blevet modtaget meget positivt af danskerne, der ellers nok plejer at kunne brokke sig. Langt, langt de fleste er klar over alvoren", skrev jeg på tidspunktet, hvor sundhedsmyndighederne i manglen af testudstyr var slået ind på en afbødningsstrategi, og sundhedsministeren fremviste tavler med en rød og grøn kurve på pressemøderne.

Lad os springe otte måneder frem til slutningen af november. Jeg er i København på visit, og nu har piben fået en anden lyd. Restauranter og barer må holde åbent til klokken 22, og det udnytter folk til fulde fredag og lørdag. Alle steder vrimler det med mennesker – uanset om det er i boghandlen, på vinstuen eller den smarte pizzarestaurant, hvor vi var heldige med at få en plads uden bordbestilling.

Selv om det er råkoldt, summer hovedstadens indre by af liv, længe efter klokken 22, når gæsterne skal have forladt etablissementet. Jeg er også med familien i Tivoli. Det kræver selvdisciplin og tålmodighed at overholde afstandsregler i menneskemængden i den gamle, juleoplyste have. Sikken voldsom trængsel og alarm.

Flere af mine gamle venner i byen er singler og bor alene. Søndag aften er jeg ude at spise burgere med to af dem – på en i øvrigt helt tom restaurant (måske er søndagsklientellet mere tilbageholdende). De tog i foråret epidemien vældigt seriøst, fulgte forholdsreglerne og arbejdede hjemmefra, selv om dagene blev ensformige og ensomme. Nu orker de ikke mere, kan jeg mærke.

I fraværet af barer og natklubber tager de til privatfester i små lejligheder. Andre er fordømmende over for "de unges" adfærd, men jeg fortænker dem ikke, at de løber en risiko. Omkring bordet drøfter vi omkostningerne ved nedlukningen, og en af mine venner påpeger, at det er påfaldende, at formålet med alle foranstaltningerne lader til at have ændret sig. I begyndelsen drejede den radikale nedlukning sig om at undgå en overbelastning af sundhedssystemet, som man havde set i Norditalien, men efterhånden virker det, som om ethvert covid-relateret dødsfald skal undgås. Glemt er kapaciteten på hospitalerne og den røde kurve, som angav en situation, hvor sundhedsvæsenet blev lammet, fordi personalet blev smittet, og der ikke var respiratorer nok til alle.

Mette Frederiksen henviste på sit berømte nedlukningspressemøde netop til frygten for at gentage sceneriet fra de italienske hospitaler:

– Hvis mange bliver smittet, kan kapaciteten på intensivafdelingerne ikke følge med. Sundhedspersonalet kan ikke følge med. Ikke kun fordi sygehusene bliver overbelastede af kritisk syge mennesker. Men også fordi en stor del af plejepersonalet selv kan blive syge eller være i karantæne. Det er præcis den situation, vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at undgå, lød det fra statsministeren 11. marts, da næsten alle var på hendes side.

Hun slog ved samme lejlighed fast, at det drejede sig om at beskytte de svageste, når vi alle skulle omlægge vores hverdag.

– Jeg vil igen understrege, at vi har en meget stor forpligtelse til især at hjælpe de svageste i vores samfund, de mest sårbare, mennesker med kroniske sygdomme, kræftpatienter, de ældre. Af hensyn til dem må smitten ikke sprede sig, sagde Mette Frederiksen.

I en rapport fra marts opgjorde Sundhedsstyrelsen landets respiratorkapacitet, der kunne frigøres til patienter med covid-19, til 925. Hvis epidemien forløb som i Italien eller Kina i begyndelsen, ville der i Danmark blive brug for mellem 800 og 1.000 respiratorer i første bølge, når smittekurven toppede.

 

Vi snakker om, hvor mange leveår de,
som dør, ville have tilbage.
At døden skal have en årsag, bringes også op

 

Så slemt gik det langtfra. Selv efter flere ugers alarmerende høje tal, er der i skrivende stund kun 28 patienter, der får respiratorhjælp til at trække vejret. Da flest var syge i foråret, var knap 130 respiratorer optaget.

Over burgeren på den tomme restaurant snakker vi om, hvad det ville betyde, hvis samfundet tildelte bekæmpelsen af almindelig sæsoninfluenza samme opmærksomhed og ressourcer.

Jeg anfører, at covid-19 ikke kan sammenlignes med influenza, da man ikke kan vide, hvor mange der var blevet alvorligt syge, hvis man havde ladet hverdagen fortsætte uændret under coronaen.

Vi snakker om, hvor mange leveår de, som dør, ville have tilbage. At døden skal have en årsag, bringes også op. Og det sidste er jo sandt, uanset hvor kynisk udsagnet kan lyde. I den offentlige debat føler jeg, at de mere nøgterne betragtninger bliver mødt med hård kritik, og selv er jeg da også i tvivl om, hvad man skal mene.

En af mine venner mener, at hele håndteringen kan anskues som nok et eksempel på, at de ældre fra politisk side bliver begunstiget på bekostning af de unge – eller halvunge som os. Ligesom det blandt andet er tilfældet på boligmarkedet, som er lukket land for førstegangskøbere som os, mens vores forældres generation sidder på flæsket, uden at de beskattes af værditilvæksten. Nu brænder vi milliarder og atter milliarder af, og regningen kommer uundgåeligt til at skulle betales over en længere årrække.

Politikere bryder sig ikke om at gøre menneskeliv op i penge. I klummen fra marts kom jeg ind på, at regeringen nok ville få svært ved at træffe beslutninger, der ville genskabe hverdagen, men samtidig øge risikoen for kronisk syge og de ældre.

"Hvordan skal politikerne kunne lempe forholdsreglerne og trække os ud af isolationen, hvis de bliver skudt virtuelt sønder og sammen af kritikere, der anklager dem for at gamble med folks liv?", skrev jeg.

Den påstand fik jeg ret i, tænker jeg med respirator-statistikken i baghovedet, om end landet ganske vist blev åbnet i maj, da danskernes evne til at udvise samfundssind viste sig at være veludviklet. Og vi skal huske, at Danmark hen over sommeren var et af verdens mest frie og minimalt påvirkede lande.

Hvis man sætter en pris på værdien af at forhindre dødsfald, vil man nok komme frem til, at det er mere rentabelt at forbyde rygning og brændeovne, pointerer min overbevisende økonomi-uddannede ven, da vi har forladt restauranten.

 

Det er i hvert fald
ikke sjovt at være
ansat i sundhedsvæsnet

 

Nogle dage senere, da jeg er tilbage på Bornholm, ringer jeg til min mor. Hun arbejder som sygeplejerske på en intensivafdeling, og jeg beslutter mig for at afprøve argumentet om, at formålet med den dyre nedlukning er skiftet fra at handle for at forhindre en overbelastning af sundhedssystemet til at undgå tab af menneskeliv for stort set enhver pris. Som insider, der som nyretransplanteret ovenikøbet tilhører en risikogruppe, ser hun noget anderledes på problematikken end mig og mine venner.

For øjeblikket er kun tre eller fire covid-patienter indlagt på hendes afdeling, hvor dagligdagen føles meget anderledes, fordi en del af personalet er omskolet og normalt hører til andre afdelinger. Hvis mange flere bliver indlagt, vil hospitalet hurtigt blive belastet, og operationsafdelinger og anæstesiafsnit vil blive lukket ned:

– Der skal ikke meget til, før de sætter sundhedsvæsnet i stå.

Normalt ligger intensivpatienterne på enestuer, men stiger patienttallet, kan der gøres plads til op til tre covid-smittede per stue. Min mor fortæller, at de mest syge patienter af hensyn til deres lunger skal ligge på maven i respiratoren 16 timer om dagen. Bugleje kaldes stillingen, som kræver, at sygeplejerskerne ofte vender patienterne.

– Det er ret besværligt, kan du forestille dig, at sygeplejersker i fuldt isolationsudstyr skal ind og vende dem rundt. Hvis man er inde ved covid-patienter, skal man bruge masker, som man max må have på i tre timer om dagen, fordi de slutter så tæt, at man kan få vand i lungerne, fortæller min mor, som helst så, at alle kommuner lukkede ned, og alt blev sat ind for at dæmpe smittespredningen.

– Det er i hvert fald ikke sjovt at være ansat i sundhedsvæsnet – og slet ikke, hvis det begynder at eskalere, siger hun.

Samtalen gør indtryk, men det er også lidt nemt at sige for hende, tænker jeg ved mig selv. Som klassiske, sparsomme jyder går mine forældre yderst sjældent på restaurant og aldrig i biografen eller på museum. Til gengæld er hun optaget af at kunne samle familien om et par uger.

– Jeg frygter mest, at de lukker helt ned. Jeg kunne ikke overskue, hvis vi fik at vide, at I ikke kommer hjem i julen. Vi har snakket lidt om, at vi skal fordele os ved to borde. Det kan godt være, at det virker lidt køligt og trist, men vi er nødt til at holde afstand.

Nej, heller ikke julen kommer til at ligne sig selv i 2020. Men hvis der er noget, alle har brug for – unge som gamle, enlige som børnefamilier – er det at være sammen. Ikke hver for sig, men virkelig sammen på traditionel vis. Det nægter jeg at tro, at politikerne tør ændre på. Heller ikke julen kan man sætte en pris på, men vi skal nok forvente, at der kommer en regning.

 

Skribenten 

Jakob Nørmark, 32, er journalist på Bornholms Tidende.
Han er lidt nervøs for, hvordan den store bornholmske coronapolitistyrke fra debattrådene vil reagere på holdninger og rejser omtalt i klummen.