Gå med i kampen mod ensomhed

Gå med i kampen mod ensomhed
Patrick Cakirkli har startet Folkebevægelsen mod ensomhed og går hele Danmark rundt i kampen mod ensomhed. Her ses han og resten af bevægelsen på sidste års gåtur fra Nexø til Rønne. Arkivfoto: Berit Hvassum
NOTITS | ABONNENT | 4. AUG 2022 • 14:45
NOTITS | ABONNENT
4. AUG 2022 • 14:45

På mandag den 8. august går starten på årets March mod Ensomhed. Det skriver Bornholms Regionskommune i en pressemeddelelse.

Patrick Cakirli, der er initiativtageren bag marchen, skal over de kommende 10 uger vandre 2.000 kilometer gennem Danmark i kampen mod ensomhed. Marchen skydes i gang fra Bornholm, og Cakirli inviterer derfor bornholmerne til at gå med.

– Solskinsøen har altid betydet meget for mig, og derfor er det kun naturligt, at jeg starter på Bornholm. Jeg ser frem til en hyggelig vandretur fra Nexø til Rønne og særligt til at møde nye såvel som tidligere vandremakkere. Jeg skal i år vandre 2.000 kilometer i alt på relativt få dage. Det bliver ikke nemt, og jeg forventer, at jeg vil blive presset til mit yderste, fortæller Cakirli i pressemeddelelsen.

Ideen med marchen er, at Patrick Cakirli ikke må gå uden følgeskab i de ti uger, marchen varer. På den måde bliver hans vandring symbol på vigtigheden af fællesskab og social ansvarlighed i kampen mod ensomhed.

– Hvert år udfører jeg March mod Ensomhed, fordi jeg ønsker at sætte fokus på ensomhed som sundheds- og samfundsudfordring såvel som for at samle ind til velgørenhed, og det gør jeg bedst ved at komme rundt i hele Danmark.

Det er femte gang, Patrick Cakirli skal gå marchen.

Det er Nexø, der er vært for del den af marchen, der mandag foregår på Bornholm. Klokken 7.30 vil der være morgenkaffe på torvet i Nexø, som er åbent for alle, der følger Patrick på sin vej. Klokken 8 går starten fra torvet mod Rønne Havn, og ruten er på 32 kilometer i alt. Alle er velkomne til at gå med Patrick – fra start eller hoppe af og på undervejs.