Torsdag klokken 15 startede grundlovsforhøret af den 35-årige mand, der onsdag blev fundet og anholdt på en adresse i Østerlars klokken 18.26. Den 35-årige er sigtet for forsøg på manddrab ved mandag klokken 17.10 at have overfaldet en bekendt og stukket vedkommende med kniv op til flere gange. Det fremgår af den sigtelse, der blev læst op i retssalen i Rønne.
Overfaldet skulle være fundet sted i en lejlighed på første sal på Fabriksvej 20 i Rønne og ikke ude foran på græsplænen ved adressen, som før beskrevet i Bornholms Tidende.
Til grundlovsforhøret blev der begæret lukkede døre til retssalen, og derfor nåede kun anklager og forsvarer at udtale sig. Den 35-åriges forsvarer oplyste, at han ikke ønskede at afgive forklaring under grundlovsforhøret. Forsvareren fortalte dog, at de nægter sigtelsen for forsøg på manddrab, men erkender grov vold under nødværge. Med det menes der, at den sigtede altså anvendte vold for at forsvare sig.
Herefter blev dørene lukket med den begrundelse, at efterforskningen er i et tidligt stadie, og efterforskningen kan skades, hvis for mange informationer fra forhøret kommer ud. Ved grundlovsforhørets afslutning blev det afgjort, at den sigtede skal varetægtsfængsles frem til den 20. oktober, altså i fire uger, oplyser vagthavende ved Bornholms Politi.