Folkemødet venter på melding fra ekspertgruppe

Folkemødet venter på melding fra ekspertgruppe
Foreningen Folkemødet venter på en melding fra en ekspertgruppe, inden den kan sige, hvor stor en del af årets møde, der kommer til at foregå i Allinge. Arkivfoto: Berit Hvassum
| 13. APR 2021 • 09:33
Henrik Nielsen
Journalist

13. APR 2021 • 09:33

POLITIK

Interessen for at arrangere debatter til årets udgave af Folkemødet er stor, men det står stadig hen i det uvisse, hvor stor en del af arrangementet, der kommer til at foregå i Allinge, og hvor meget der bliver digitalt. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Foreningen Folkemødet har tidligere meldt ud, at den vil offentliggøre skaleringen af og programmet for Folkemødet 2021 den 15. april, men det endelige program afhænger af vilkår for større forsamlinger, og de er endnu ikke fastlagt.

Væbne sig med tålmodighed

Regeringen har nedsat en ekspertgruppe, der midt i april skal komme med forslag til, hvordan større forsamlinger, festivaler og lignende kan gennemføres sundhedsmæssigt forsvarligt. Først når de endelige restriktioner er på plads, kan programmet for Folkemødet fastlægges, hvilket påvirker både arrangører og gæster.

– Nye myndighedsrestriktioner for afholdelse af større arrangementer, kan vi risikere, først er klar efter 15. april. Derfor beder vi endnu engang vores arrangører om at væbne sig med tålmodighed, for vi kan først give endeligt besked til de mange interesserede organisationer, om de har fået de ønskede tider på vores debatscener i Allinge, tre dage efter offentliggørelsen af restriktionerne. Og publikumstilmeldingen må vi udskyde til en uge efter offentliggørelse af restriktioner for større arrangementer, siger folkemødets direktør, Camilla Laudrup, i pressemeddelelsen.

Flere hundrede ansøgninger

Mens Foreningen Folkemødet afventer myndighedernes udmeldinger om det fysiske arrangement i Allinge, glæder Camilla Laudrup sig over den store opbakning til årets udgave af Folkemødet.

– Folkemødet har nu modtaget ansøgninger fra flere hundrede vidt forskellige grupper af organisationer, der trods coronausikkerhed om Folkemødets form og størrelse ønsker at lave debatter og events, enten fysisk og digitalt. Det er fantastisk at opleve, hvor stor interessen er i Danmark for at skabe demokratiske samtaler mellem borgere og beslutningstagere på tværs af forskellige sektorer, interesser og politiske skel, siger hun.