Praktiserende læger har ikke altid vaccineret, men det gør de nu, og det vil de fortsætte med, ifølge Rikke Hjort Westh. Det skal betragtes som et supplement til de allerede aktive vaccinationscentre. Drop in-vaccinationen er et tiltag, der har sin berettigelse, viser det sig.
– Det var for at komme i gang med at vaccinere folk, og det er let at gøre for os, fordi der ikke skal bestilles tider. Derudover har vi lige nu en del smitte på øen, så nu skal flere simpelthen til at få det tredje stik. Vi prøver at gøre, hvad vi kan, for at komme igennem sygdommen, og man skal have antistoffer på den ene eller anden måde, siger Rikke Hjort Westh.
Børn kan vaccineres af praktiserende læger
Der blev til søndagens drop in ikke vaccineret børn under 11 år. Men nu vil en ny aftale muliggøre det. De Praktiserende Lægers Organisation og Region Hovedstaden har tirsdag lavet en aftale, der udvider praktiserende læger muligheder. De må nu også vaccinere de 5-11-årige.
Det er fortsat frivilligt for alle praktiserende læger i Region Hovedstaden, om de ønsker at medvirke til at vaccinere.