Folk ringede forkert: Kommunens servicedirektør skifter titel

Folk ringede forkert: Kommunens servicedirektør skifter titel
Trine Dorows tidligere titel som kommunens servicedirektør indbragte hende ikke helt få henvendelser fra bornholmere, der stod med alskens forskellige serviceproblemer. De fleste af dem om noget, som hun ikke havde noget med at gøre. Det er en af grundene til, at Trine Dorow nu har skiftet titel. Arkivfoto: Berit Hvassum
NYHED | ABONNENT | 24. NOV 2022 • 05:30
Jakob Marschner
Journalist
NYHED | ABONNENT
24. NOV 2022 • 05:30

Efter perioden som konstitueret kommunaldirektør har Trine Dorow skiftet titel, så hun nu er velfærdsdirektør og ikke længere servicedirektør. Opgaven er stadig den samme, nemlig at være øverste embedsmand for al kommunens bløde velfærd. Med den nye titel håber Trine Dorow at få færre opkald fra borgere med alverdens former for serviceproblemer.

Tidligere servicedirektør og konstitueret kommunaldirektør Trine Dorow har fået ændret sin titel, så hun nu underskriver sig som velfærdsdirektør.

Det er der to forklaringer på. Den ene af dem handler om at få færre henvendelser om sager, som hun ikke har noget at gøre med.

– Det har været på vej et stykke tid, men så blev jeg konstitueret som kommunaldirektør, og derfor er det først kommet på plads nu, fortæller Trine Dorow.

– Titlen som servicedirektør er et levn fra det, der hedder New Public Management, der var meget fremme for 15-20 år siden, hvor man betragtede borgerne som kunder i en butik. Men synet på borgerne og på opgaven har ændret sig, og i de fleste andre kommuner hedder det nu "velfærdsdirektør", siger hun.

Med både den gamle og den nye titel fulgte for Trine Dorow det øverste embedsmandsansvar for dagpasning, skoler, ældrepleje, sundhed, psykiatri og handicap. Noget af en håndfuld, og oven i den kom Trine Dorow så også i kontakt med ganske mange bornholmere, der troede, at de ringede til den rigtige, men langt fra altid gjorde det.

– Jeg går ikke op i det med titler, men lige netop med den her var der nogle udfordringer, fortæller Trine Dorow.

– Udfordringerne var lavpraktiske. Jeg holder meget af at tale med borgerne, men hvem ringer borgerne til, når de har et problem, der involverer kommunen?

– Så går mange ind på kommunens hjemmeside og tænker, at de nok ikke skal ringe til kommunaldirektøren. En anden står opført som direktør, men det fortæller ikke folk så meget, så hende ringer de heller ikke til, siger Trine Dorow.

– Men når folk så ser, at kommunen også har en servicedirektør, så ringer de til hende. Det kan så handle om huller i vejen eller om, at naboen er et fjols eller om et væltet hegn eller ødelagt asfalt eller sne eller gadelamper, eller hvor Kombardo-bussen holder henne.

Kunne du ikke bare lade være at gå ind i alle sådan nogle henvendelser?

– Jamen, jeg skal jo gå ind i det her. Hvis en borger har et problem og henvender sig til kommunen, skal jeg som det mindste sørge for at få sagen ekspederet videre til den, der siddet med den slags opgaver. Så i praksis kom jeg en hel del gange til at henvende mig til (chef for Ejendomme og Drift, red.) Bjarne Freund-Poulsen eller andre og sige, at "Jeg har en borger med et væltet træ".

– Så ja, jeg har snakket med rigtig mange søde og venlige borgere. Om ret mange forskellige ting. Og det kan jeg som udgangspunkt godt lide. Nogle af dem ringer endda tilbage og siger tak, fortæller Trine Dorow.

– Alt det her var bare ikke mit job. Så den titel var ikke retvisende. Det skulle den gerne være nu.