Fem soldater er blevet testet positive
Arkivfoto: Allan Rieck

16. FEB 2021 • 13:25 • AF HOLGER LARSEN • GRATIS

Fem soldater er blevet testet positive

CORONA

Fem unge soldater fra en vagtstyrke i Opklaringsbataljonen på Almegårds Kaserne er testet positive for coronavirus.

Oberstløjtnant Nicolai Abildgaard, der er garnisonskommandant på kasernen, oplyser, at man har en fast ugentlig test af alle ansatte på kasernen. Der var her, at en soldat i sidste uge blev testet positiv – uden at han havde symptomer.

Man gik herefter over til en daglig kviktest af de øvrige syv soldater fra den smittedes vagthold. Dertil kom, at man også valgte at kvikteste "anden- og tredjegradskontakter" – alt 18-20 personer.

– Disse kviktest har ført til, at vi er oppe på, at fem af dem er testet positive, oplyser Nicolai Abildgaard.

Kommandanten føler sig ret overbevist om, at man nu har inddæmmet problemet, og han kalder det heldigt, at udbruddet ramte et vagthold, der ikke blander sig med de øvrige soldater, mens de er på vagt.

Tre af de smittede er i isolation på kasernen, to af dem i deres hjem på Sjælland.

Alle fem har bopæl på Sjælland og figurerer derfor ikke i den bornholmske coronastatistik.

– Normalt siger man, at man ikke smitter mere, når man har haft 48 timer uden symptomer, men hvornår er det, når man er uden symptomer. Vi har valgt, at de skal være i isolation i en uge, så vi er sikre på, at de ikke smitter nogen, siger Nicolai Abildgaard.

En god indsats

Nicolai Abildgaard glæder sig over den måde situationen er blevet håndteret på:

– Der er gjort en rigtig god indsats fra kasernen i forhold til at gribe ind, at lave en intern smitteopsporing og at få udbruddet inddæmmet. Kombinationen af faste ugentlige tests og muligheden for kviktest, når man har fået en advarsel om, at en er smittet, har fungeret rigtig godt. Så vi kan få dem "fanget".

– Det var også fantastisk, at rengøringspersonalet kom allerede klokken 22 samme aften for at gøre rent i hovedvagten. De fortjener et klap på skulderen, siger oberstløjtnanten.

Med de fem nye tilfælde kommer Almegårds Kaserne op på, at seks ansatte har været coronasmittede. Nicolai Abildgaard selv var i 2020 den første, da han blev smittet i forbindelse med forsvarschefens sikkerhedspolitiske kursus i Nordsjælland. Her blev 29 ud af 34 deltagere smittede med coronavirus.

– Det er egentlig fantastisk, at der skulle gå fem-seks måneder uden smitteudbrud, når man tænker på de mange unge mennesker her kommer fra Københavns vestegn, hvor der er et højt smittetryk, siger Nicolai Abildgaard.

De værnepligtige

Almegårds Kaserne skal ifølge planen modtage 130 nye værnepligtige den 1. marts. Deres værnepligt er i forvejen udskudt med en måned, og Nicolai Abildgaard er nu spændt på, om faren for coronasmitte kan føre til yderligere udsættelse eller aflysning. Den afgørelse bliver taget i Forsvarskommandoen.




Bornholms Tidende
Nørregade 11-19
DK-3700 Rønne
CVR Nr: 35244115

Tlf.: 5690 3000
E-mail: Redaktionen

Chefredaktion
Øjvind Hesselager (chefredaktør)
oh@bornholmstidende.dk

Direktion
Kim Eland (adm. direktør)

Webmaster: Webmaster

Kontakt
Kontakt os
Abonnementsbetingelser
Cookie og privatlivspolitik



Hotline
Har du et tip eller hastende
redaktionelle henvendelser uden
for kontortid er du velkommen til at bruge linket her:Tip avisen.

© Copyright 2021 Bornholms Tidende.