Et lille stykke af Bornholm – Kjærstrup får butik i Køge

Et lille stykke af Bornholm – Kjærstrup får butik i Køge
Kjærstrup får en butik i Køge, hvor det også bliver muligt at købe andre bornholmske fødevarer. Arkivfoto: Allan Rieck
Torsdag 28. maj 2020 • 15:15
Af:
henrik-nielsen
Torsdag 28. maj 2020 • 15:15
Flødeboller og andre chokoladeprodukter fra Kjærstrup gør sit indtog i Køge, når Vibeke og Kim Hansen den første lørdag i juni slår dørene op til deres Kjærstrup-butik, der også vil byde på varer fra flere andre bornholmske producenter. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Chokoladen og de øvrige produkter lærte de nye Kjærstrup-partnere at kende på den såkaldte bornholmerdag under Køge Festuge, og det er deres tanke, at kunderne skal træde ind i et lille stykke af Bornholm, når de besøger butikken.

Udover Kjærstrups egne produkter vil man hos Kjærstrup Køge blandt andet finde is fra Bornholms Ismejeri, most fra Bornholms Mosteri, øl fra Svaneke Bryghus, olie og sennep fra Lehnsgaard, gin fra Wild Distillery, kiks fra Johannes Dam samt pasta og pesto fra Pastariget.

Der er tale om en såkaldt franchise-butik. Det vil sige, at butikken er Vibeke og Kim Hansens, og at konceptet er Kjærstrups. Kjærstrup har i alt fem franchise-partnere i Køge, Fields på Amager, Ringkøbing, Vejle samt en mobil enhed på Vestsjælland.

FÅ ABONNEMENT