DMI om påskevejret: 'Vi får hele møllen'

DMI om påskevejret: 'Vi får hele møllen'
Hvis man vil ud under åben himmel i påskeugen, vil det nok være en god idé at gøre det nogenlunde midt på ugen. Foto: Berit Hvassum
| 26. MAR 2021 • 19:03
Henrik Nielsen
Journalist

26. MAR 2021 • 19:03

VEJRET

Hvis man har tænkt sig at tage ud i naturen i løbet af påskeugen, så kan man både have brug for et regnslag, en forårsjakke og hue og vanter. Vagtchef Klaus Larsen hos DMI forudser således, at påskevejret bliver en blandet landhandel med alle slags dansk forårsvejr.

Weekenden omkring palmesøndag byder på et par fronter med skyer og regn, dog med lidt opklaring søndag formiddag. Det gentager sig også mandag.

– Når vi så kommer frem til tirsdag og onsdag, så får vi et par flotte dage med solskin, og på Bornholm kan vi vel komme op på 12-13 grader onsdag, hvor det bliver varmest, siger Klaus Larsen.

Skærtorsdag kommer der en front fra nord. En koldfront, er meteorologen lige ved at kalde det.

– Det bliver et par solskinsdage, men med dalende temperaturer, og efter torsdagen kommer vi ned igen og får makstemperaturer på fire-fem grader og med lidt nattefrost, siger Klaus Larsen til Bornholms Tidende.

I selve påskeweekenden indikerer prognoserne i skrivende stund, at der kan komme lidt snebyger, tilføjer han.

– En rigtig blandet forestilling, hvor man kan få det hele, både forårsvarme og snebyger. Vi får hele møllen. Det er det jeg mener med godt blandet dansk forårsvejr, siger Klaus Larsen