Bornholms Brandvæsen er lige nu i gang med at stoppe en brand på taget af Kvickly i Nexø. Der er kraftig røgudvikling, og folk bedes holde afstand.
Klokken 13.42 fik Bornholms Brandvæsen en anmeldelse om en mindre brand på bygningen i Nexø, som huser Kvickly.
– Lige nu er halvdelen af taget brækket op, og vi har røgdykkere indsat, som har begrænset eller stoppet branden, og nu er vi i gang med at hente ekstra styrker for at få efterslukket og brækket taget op, for det brænder stadig i tagryggen, fortæller indsatsleder Klaus Rønne Jensen.
Er der nogle ting, man skal være opmærksom på, hvis man er i nærheden?
– Nej, det er der ikke. Der er ikke så meget røgfald, og så skal folk bare holde lidt afstand, for vi får rigtig mange køretøjer herned, så det vil være fint, at man lige følger politiets anvisninger på stedet, fortæller indsatslederen, som oplyser, at man selvsagt ikke kan komme ind i Kvickly i øjeblikket og købe ind, og at slukningsarbejdet forventes at tage et par timer endnu.