Bornholmske firmaer skal gøres klar til energi-eventyr

Bornholmske firmaer skal gøres klar til energi-eventyr
| 17. JAN 2022 • 15:07
Jakob Marschner
Journalist

17. JAN 2022 • 15:07

10 bornholmske virksomheder skal deltage i projekt, der gør dem bedre i stand til at være med i arbejdet om den kommende energiø.

Den kommende energiø skaber muligheder for de bornholmske virksomheder, og nu fortsætter Business Center Bornholm med at gøre flere firmaer klar til at få del i den summende aktivitet, der er på vej.

Der er stadig ledige pladser i projektet Klar til Energiø Bornholm, der starter den 27. januar. Projektet skal sætte bornholmske virksomheder bedre i stand til at skabe samarbejder med etablerede virksomheder i offshore-industrien. Konkret vil det handle om, hvordan en virksomhed bliver ISO-certificeret.

– Vi har valgt at målrette vores indsats mod ISO-certificering. Mange af de større virksomheder, som vi har været i kontakt med, har opmærksomhed på ISO-certificeringer, når de søger samarbejdspartnere på offshore-området. Og gevinsterne kan være mange som for eksempel adgang til nye markeder og deraf øget omsætning eller optimering af egne processer. Fokus ligger på den værdi, som ledelsessystemerne tilfører virksomheden og de fremtidige udviklingsmuligheder, siger erhvervschef Christa Lodahl fra Business Center Bornholm i en pressemeddelelse.

– Vi glæder os til at byde de bornholmske virksomheder op til dans endnu engang. Det bliver CG Rådgivning, som vil føre de deltagende virksomheder igennem forløbet. Det er et kompetent rådgivningsfirma, der har stor erfaring med ISO-certificering, så vi ser frem til at komme i gang, siger Christia Lodahl.