Bornholms Regionskommune lever ikke op til minimumsnormeringer i forhold til vuggestuer. Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.
Kravet er én voksen til tre børn i vuggestuerne.
Men ifølge en ny opgørelse fra Danmarks Statistik lå Bornholms normering i 2025 på 3,2. Dermed er Bornholms Kommune blandt de fire kommuner, der ikke lever op til vuggestuernes normeringskrav. Noget, der i den grad frustrerer lokalformanden for pædagogernes fagforening, BUPL, Henrik Kofoed Hansen.
– Det er tæt på at være skandaløst. Vi er hele tiden blevet forsikret om, at kommunen lever op til normeringen (... ) Det rammer børnene, og det har vi simpelthen ikke råd til. Men det rammer også pædagogernes arbejdsmiljø, siger han til TV2 Bornholm.
Også på børnehave-siden går det i den forkerte retning for Bornholm. Her lyder kravet på én voksen til seks børn, og det betyder, at Bornholm opfylder kravet, da normeringen for 2025 er 5,2. I 2024 var den dog nede på 4,9.
Fire kommuner lever ikke op til minimumsnormeringer i forhold til vuggestuer. Ud over Bornholm er Holstebro, Ikast-Brande og Thisted. På børnehaveområdet er det Ringsted, Odder, Holstebro, Ikast-Brande, Thisted, Brønderslev og Struer, der ikke opfylder kravene.
I 2025 var der i gennemsnit 2,9 børn per voksen i vuggestuer, mens tallet var 5,8 for børnehavebørn. Børne-, ældre- og boligminister Jacob Mark har også reageret på den nye opgørelse.
– Børn har brug for trygge voksne omkring sig, som har tid til at se dem og være der for dem. Vi indførte netop minimumsnormeringerne for at sikre, at alle børn i vuggestuer og børnehaver får den tid og omsorg, de har brug for og fortjener. Derfor er det også alvorligt, når kommuner ikke lever op til lovkravet. Det handler ikke bare om tal i et regneark, men om pædagogisk personale, der ikke er sammen med vores børn, siger han i en pressemeddelelse fra ministeriet og fortsætter:
– Min klare forventning er, at de kommuner, som ikke lever op til lovkravet, får rettet op. Kommunerne har haft fire år til at indfase reglerne om minimumsnormeringer og har modtaget bevilling til at sikre det. Jeg sender derfor i dag et brev til de kommuner, der ifølge Danmarks Statistiks opgørelse ikke levede op til lovkravet i 2025. Mit ministerie vil nu henvise sagerne til det kommunale tilsyn i Ankestyrelsen.