Bornholm er internationalt forbillede

Bornholm er internationalt forbillede
Timmi Kromann har fortalt en konference i Barcelona om Bornholms erfaringer som World Craft Region. Arkivfoto: Jacob Jepsen
| 12. MAJ 2021 • 08:23
Henrik Nielsen
Journalist

12. MAJ 2021 • 08:23

KULTUR

Lande i Europa lader sig inspirere af Bornholms erfaringer med at være World Craft Region. Flere steder vil man gerne lære af Bornholm og det miljø for kunsthåndværk, som eksisterer her på øen. Derfor har næstformand Timmi Kromann fra Maker's Island holdt et oplæg om Bornholms erfaringer på en konference i Barcelona.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Timmi Kromanns oplæg blev holdt via internettet og handlede om, hvorfor og hvordan Bornholm opnåede den anerkendte status som World Craft Region.

– Der er stor efterspørgsel på vores erfaringer på Bornholm. Det viser jo, at vi bliver set og åbenbart gør noget, som inspirerer andre. Det er jeg og resten i Maker's Island naturligvis både glade for og stolte af, siger Timmi Kromann i pressemeddelelse.

Maker’s Island har tidligere delt erfaringer med Farnham i England, som nu er udnævnt til World Craft City, og sekretariatet for Maker’s Island har ligeledes for nyligt modtaget henvendelser fra kunsthåndværkerinstitutioner i både Serbien og Iran, som efterspørger samarbejde og erfaringsudveksling.

I 2017 blev Bornholm som det første sted i Europa udnævnt til World Craft Region. Derefter fulgte øgruppen Ydre Hebrider i Skotland og Farnham i England, og Irland søger om titlen. Det vil betyde, at potentialet i netværket og samarbejdet mellem de europæiske World Craft Regions kan forstærkes og udvikles, lyder det fra Maker's Island.