BHS fik overskud på 13,6 millioner kroner

BHS fik overskud på 13,6 millioner kroner
BHS Logistics klarede sig godt igennem et vanskeligt 2020. Arkivfoto: Berit Hvassum
Tirsdag 13. april 2021 • 13:35
Holger Larsen
Journalist
Tirsdag 13. april 2021 • 13:35

ERHVERV

BHS Logistics kom ud af 2020 med et overskud på 13,6 millioner kroner efter skat. Den bornholmske transportvirksomhed har nu en egenkapital på 70,2 millioner kroner.

Det oplyser BHS Logistics – tidligere Bech-Hansen & Studsgaard – i en pressemeddelelse om årsrapporten for 2020, hvor man opnåede en omsætning på 525 millioner kroner i virksomhedens fem afdelinger: I Rønne, København, Køge, Odense og Aarhus.

Regnskabsårets resultat anses som yderst positivt i et meget svært år, som har været præget af en generelt lavere markedsaktivitet i dele af året – specielt på grund af covid-19-pandemien. Selskabet er, set i det lys, tilfreds med årets resultat, som faktisk er det bedste siden 2016.

– Vi har opnået et flot resultat i et meget konkurrencepræget transportmarked, som tilmed har været væsentligt udfordret af pandemien. Dette har stillet meget høje krav til vores medarbejderes omstillingsparathed og -evne, og det flotte resultat kan i høj grad tilskrives en fantastisk indsats af alle medarbejdere i BHS Logistics A/S. Vi har været udfordret, men har stået sammen og sikret, at vores kunder til stadighed har oplevet den høje kvalitet og gode service, som BHS er garant for, siger administrerende direktør i BHS Logistics A/S, Morten Studsgaard, i pressemeddelelsen.

En blåstempling

Var BHS ikke kendt landet over i forvejen, så er de blevet det i de seneste måneder, idet virksomheden står for at transportere coronavaccine rundt i landet.

BHS kalder det i pressemeddelelsen en blåstempling af virksomheden, da de første 10.000 vaccinedoser mod covid-19 ankom til Danmark den 26. december 2020 og blev transporteret ud til de danske regioner i biler fra BHS Logistics A/S foran rullende kameraer.

BHS Logistics A/S står for vaccinedistributionen fra Statens Serum Institut (SSI) til de danske regioner, og forventer at skulle levere millioner af vaccinedoser til danskerne i løbet af 2021.

– Det er meget glædeligt for hele BHS at se investeringerne i vores pharma-division bærer frugt. Men det er i samme ombæring vigtigt for mig at nævne, at BHS er meget mere end pharma-transport. Hver dag knokler rigtig mange BHS’ere for at servicere og give værdi til vores kunder inden for rigtig mange brancheområder. Samtidig har vi fuld fokus på digitalisering af arbejdsgangene, hvorved BHS fortsat styrker sin markedsposition, siger Morten Studsgaard, der tilføjer, at man også investerer for at forbedre sig i forhold til firmaets miljømæssige aftryk.

 


75

BHS Logistics ser optimistisk på 2021, som i øvrigt er virksomhedens 75 års jubilæumsår. Forventningerne er en øget omsætning med et positivt resultat – med forbehold for udviklingen i forhold til covid-19.

BHS Logistics A/S har i starten af 2021 forstærket bestyrelsen med to nye medlemmer:

Christine Beck, som har stor erfaring med international pharma på ledelsesniveau, og Nikolaj Meyland-Smith, der har stor og bred erfaring inden for transport og logistik. Thomas Poulsen er trådt ud af bestyrelsen.



FÅ ABONNEMENT