PRIDE / CHRISTIANSØ / Søndag 22. august 2021 • 11:00

Arrangør bag Christiansø Pride mødte ligestillingsminister

Arrangør bag Christiansø Pride mødte ligestillingsminister
Lærer Christiansø Jacob Uno Pescettini, ligestillingsminister Peter Hummelgaard og administrator Søren Thiim Andersen. Privat foto

I anledningen af World Pride og Eurogames i København og Malmø var Christiansøs administrator Søren Thiim Andersen og lærer på Christiansø Jacob Uno Pescettini torsdag til reception med ligestillingsminister Peter Hummelgaard og forpersonen for Copenhagen Pride, Lars Henriksen.

Receptionen blev afholdt på Admiral Hotel i København med deltagelse af adskillige arrangører af Pride-arrangementer i Danmark og hele verden.

– Der er en rigtig vigtig dagsorden omkring Pride, nemlig at nedbryde fordomme og sætte fokus på ligestilling. Denne dagsorden er vi gode til på Christiansø. Vi er gode til at favne forskellighed og til at inkludere alle i fællesskabet, siger Søren Thiim Andersen.

Christiansøs administrator glæder sig til, at der afholdes Christiansø Pride den 28. august med et program, der er tilpasset til stemningen på Christiansø.

Klokken 11.30 er børn og voksne inviteret til musik i Grønningen foran købmanden. Her opfordrer Søren Thiim Andersen til, at man kommer festligt klædt og eventuelt tager et instrument med.

Hertelkoret sørger for, at alle kommer i stemning, når administratoren byder velkommen.

Om aftenen vil der være Drag Show i Store Tårn for de voksne. Lucy Love er DJ under navnet Love Klub. Christiansø Pride bliver landets absolut østligste pride.








FÅ ABONNEMENT