Amerikanske soldater indkvarteret på Almegårds Kaserne

Amerikanske soldater indkvarteret på Almegårds Kaserne
Almegårds Kaserne har besøg af 20 amerikanske soldater. Arkivfoto: Berit Hvassum
NYHED | 20. SEP 2023 • 19:00
NYHED
20. SEP 2023 • 19:00

Det er første gang, kasernen i Rønne har lagt barakker til 20 US-NAVY-soldater. Selve øvelsen på Raghammer er lukket land for det lokale militær, siger garnisonskommandant.

Bornholm er lige nu vært for 20 amerikanske soldater, som øver sig i at opstille et standardmissilsystem, lyder det fra Forsvaret. Der kunne også stå, at USA øver sig på at nedskyde ballistiske missiler fra Bornholm eller sågar lave et »first strike« mod den russiske flådebase i Kaliningrad.

– Russerne har i mange år stillet missiler op i Kaliningrad, som kan ramme fly, skibe og landmål på den anden side af Østersøen. Nu viser man, at man kan gøre det samme, siger major Esben Salling Larsen, ekspert i landkrig og underviser ved Forsvarsakademiet, til Berlingske.

I øvelsen anvendes langtrækkende SM-6-missiler, som sidste år blev taget i brug af den amerikanske flåde. Det foregår under en ugelang US Navy-øvelse på Bornholm, hvor en container med det mobile missilsystem flere gange transporteres til Rønne lufthavn ombord på et C-17 fly – samme klasse som det kendte Herkulesfly. Derefter går øvelsen ifølge Berlingske ud på at transportere containeren til det militære øvelsesområde på Raghammer, hvor missilsystemet pakkes ud og sættes op.

Formålet med øvelsen er enkel.

– De skal vise, at vi relativt hurtigt kan lave en paraply over Østersøen og dele af dansk territorium i tilfælde af en krig, siger historiker og generalsekretær i Atlantsammenslutningen, Lars Bangert Struwe til Berlingske.

Glade for besøget

De amerikanske soldater, som ifølge garnisonskommandant Ulrik Skytte er indkvarteret på Almegårds Kaserne i Rønne, øver sig altså i at indsætte og opstille et avanceret og effektivt luftforsvar i løbet af få timer. At det lige sker på Bornholm er nok ikke tilfældigt, siger Lars Bangert Struwe til Berlingske.

– Der er klart et diplomatisk budskab til russerne om, at vi selv bestemmer, hvad vi placerer hvor og hvordan.

Ulrik Skytte, der udover at være garnisonskommandant på Almegårds Kaserne også er chef for det bornholmske hjemmeværn, er ikke bekendt med, at der skulle være indløbet protester fra Rusland i forbindelse med den igangværende øvelse.

– Men det ville vi nok heller ikke høre om herovre, siger han til Tidende.

Han har ikke selv haft mulighed for at overvære de amerikanske aktiviteter på Raghammer, men det har en støttedeling fra det bornholmske hjemmeværn.

– De deltager i bevogtningen og eskorterer soldaterne frem og tilbage mellem Raghammer og kasernen, siger Ulrik Skytte.

Ifølge Ulrik Skytte er det første gang opklaringsbataljonen har 20 amerikanske NAVY-soldater indkvarteret på kasernen.

– Vi er rigtig glade for at have besøg af dem af mange årsager. Det er vigtigt at udbygge øvelsessamarbejdet med amerikanerne. Nu støtter hjemmeværnet kun på et lavere niveau, men det er fint at se hvordan flyvertaktisk kommando, Hærens Operative Kommando og alle involverede arbejder fint sammen. Det er en oplevelse at se, hvordan det virker.

Ulrik Skytte vurderer onsdag, at øvelsen afsluttes i løbet af få dage.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT