3. FEB • 17:00

Afslutter undersøgelse af strømafbrydelsen

Afslutter undersøgelse af strømafbrydelsen
Årsagerne til, at strømmen gik forrige onsdag er nu ”endeligt klargjort”, lyder det fra Trefor. Arkivfoto: Jacob Jepsen

Årsagerne til, at strømmen gik forrige onsdag er nu ”endeligt klargjort”, og fejl i sikkerhedssystemerne er blevet udbedret, skriver Trefor, som undlader at nævne hvem de ”større forbrugere” der udløste strømafbrydelsen dækker over.

For knap to uger siden blev Bornholm ramt af et stort strømsvigt.

Forklaringerne på strømafbrydelsen har stukket i forskellige retninger, men nu har Trefor El-net Øst ”endeligt klargjort” årsagerne, skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Forklaringen er den samme, som Tidende beskrev 24.januar.

Strømafbrydelsen skyldtes en fejl i Trefor El-net Østs systemer, der skal sikre, at strømniveauet i Energinets søkabel mellem Sverige og Bornholm holder sig inden for grænserne.

– Da Trefors sikkerhedssystemer ikke reagerede, opstod der et for højt strømniveau, hvilket fik søkablet til at udkoble af sikkerhedsmæssige årsager. Niveauet blev for højt, fordi Trefors systemer ikke gav større forbrugere besked om at skrue ned for forbruget, udtaler Per Sørensen, elforsyningsdirektør i Trefor El-net Øst i pressemeddelelsen.

Samtidig virkede backupsystemet ikke som forventet.

I pressemeddelelsen skriver Trefor El-net Øst, at det er ”dybt beklageligt”, at det er ”Trefors ansvar”, og at de har ”udbedret de konkrete fejl”.

– Der er fejl, der opstår i snitfladen mellem Trefor El-net Østs og Energinets ansvarsområder, og derfor tager vi nu også dialogen med Energinet om bedre fælles sikring, skriver Trefor.

Ikke et ord om kæmpebatteriet

Trefor oplyser ikke hvem de ”større forbrugere”, der ikke fik besked om at skrue ned, er.

Tidende har tidligere beskrevet, at det store batteri ved Hasle bidrog væsentligt til det forhøjede strømniveau. EWII, som er koncern for Trefor, ejer Danmarks største batteri placeret på Bornholm.

På dagen for strømafbrydelsen afviste EWII’s administrerende direktør, Lars Bonderup Bjørn, at batteriet var involveret:

– Batteriet har 100 procent fulgt alle instruktioner, som er givet fra Trefor El-net Øst, og det har fulgt 100 procent alle instruktioner, der gælder på handlen med batteriet. Og der har ikke været fejl i batteriet; der er ikke konstateret fejl. Det er sådan, verden ser ud.

Et par dage senere sagde han, at det er ”sandsynligt”, at batteriet var den udløsende faktor bag det forhøjede strømniveau.

Siden har Energinet været ude med den samme melding:

– Overbelastningen opstod som følge af for høj import til Bornholm, som Energinet vurderer formentlig er på grund af et for højt elforbrug fra Ewiis nyinstallerede batteri, forklarer Energinet om forløbet i et kortfattet notat, som via Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet er sendt til Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg.

Energinet, som står for driften af søkablet, forklarer, at kablet automatisk blev koblet ud på grund af det forhøjede strømforbrug.

Tidende har spurgt Energinet hvad ”et for højt strømforbrug” betyder. Energinet oplyser, at forbruget var for højt i forhold til, hvad søkablet kunne klare, men at batteriet ikke har kørt over de tilladte grænser.

Ifølge både EWII og datterselskabet Trefor var batteriet derfor ikke synderen. Strømafbrydelsen skyldtes, at Trefor ikke sendte den nødvendige ordre om at skrue ned, som det normalt er proceduren, siger de.

Da nedbruddet ramte, trak batteriet 23,4 megawatt svarende til 78 procent af den maksimale kapacitet på 30 megawatt har Lars Bonderup Bjørn oplyst med tilføjelsen ”helt normalt og langt inden for de 30MW batteriet er godkendt til”.

Melding om 11 timer var en ”klar fejl”

Trefor skriver også, at det var ”en klar fejl” at oplyse kunderne om, at strømmen først kunne forventes tilbage klokken 21 – altså 11 timer efter afbrydelsen klokken 10.16.

De første forbrugere fik strømmen tilbage omkring klokken 12.30. Klokken 13.44 var strømmen genetableret hos alle på Bornholm.

Et par dage efter strømafbrydelsen forklarede Per Sørensen, hvorfor det værst tænkelige udfald blev meldt ud som klokken 21:

– Når nødanlægget er klar, kan der gå op til seks timer, før vi er klar til at koble de første kunder på, sagde han:

– Klokken 21 var måske lige langt nok ude i fremtiden, men der er ingen tvivl om, at der vil gå rigtig mange timer.

Den administrerende direktør i Bornholms Energi og Forsyning Claus M. Andersen har efterfølgende afvist Trefors bud på de 11 timer.

I den nye pressemeddelelse skriver Trefor, at strømafbrydelser, som involverer søkablet, kan tage ”adskillige timer”.



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT