Bornholms Ældreråd har været en stor tilhænger af budgetforliget for 2022, som Socialdemokratiet og Venstre indgik tidligere på efteråret. Det var nemlig begrænset, hvor meget ældreområdet blev ramt af besparelser - eksempelvis blev både klippekortsordningen og ledsageordningen bibeholdt.
Men nu hvor kommunalvalget er overstået, er ældrerådet blevet en smule nervøs for, hvad der kommer til at ske. De konstituerede partier - C, DF, Enhedslisten og Kristendemokraterne - har nemlig meldt ud, at de vil genåbne budgetforliget.
– Vi var meget glade for det budget, som blev lavet for 2022, fordi det var småting, der blev sparet på ældreområdet. Om det så holder, det ved vi jo ikke, for hvis de åbner budgettet igen, så ved vi jo ikke, hvad der sker, siger formanden for Bornholms Ældreråd, Erik A. Larsen, som umiddelbart ikke har kunne tyde på partiernes udmeldinger, hvordan de ser på ældreområdet.
– Jeg har jo set alle partiernes udtalelser nu her efter valget, og de vil hjælpe børnene, de unge og erhvervslivet, men jeg synes ikke rigtig, at de nævner de ældre. Det må jeg ærligt indrømme, siger formanden, som afslører, at han forleden dag var ved at skrive et læserbrev, hvor han ville spørge offentligt, om man ikke kunne få lov at høre, hvad partierne har tænkt sig at gøre med ældreområdet.