Bornholm er et af steder i landet, hvor både den mindste andel og færrest personer vil blive ramt af regeringens foreslåede loft over rentefradrag, fortæller Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Illustration: Nationalbanken
Bornholm er et af de steder i landet, hvor færrest skal betale mere i skat, hvis regeringen indfører et foreslået loft over rentefradrag.
Det fortæller AE – Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Regeringen har foreslået et loft på 150.000 kroner for enlige og 300.000 kroner for ægtepar. Det er så højt, at AE forventer, at det kun er 50 bornholmere, der bliver berørt.
Det svarer til 0,2 procent, hvilket placerer Bornholm på niveau med Faaborg-Midtfyn, Langeland, Lolland og Tønder. Kun Lemvig ligger lavere med 0,1 procent.
Med rentefradraget kan man trække renteudgifter på blandt andet bank- og realkreditlån fra i kapitalindkomsten og dermed sænke sin skat. I dag er der ikke et loft over, hvor store renteudgifter man kan få fradrag for.
– Det er først og fremmest de rigeste danskere, der har store lån. Derfor er det først og fremmest dem, der bliver berørt af regeringens forslag. Knap 99 procent af danskerne bliver ikke berørt, siger chefanalytiker Sune Caspersen hos AE i en pressemeddelelse.