Boligkvarteret Æbleløkkerne er ved at tage form i Rønne Syd, og nu har Ocean Prawns og Bornholms Brand valgt den ejendomsmægler, som bliver ansvarlig for udlejningen af lejeboligerne, når de står klar til indflytning i begyndelsen af 2027.
Valget er faldet på Home, og fra 1. februar 2026 forventer man at være klar med en digital løsning, så kommende beboere kan vælge deres konkrete bolig og indgå en bindende lejeaftale. Der bliver tale om en proces, hvor boligerne udlejes løbende i takt med, at de bliver valgt og lejekontrakten underskrevet.
– Vi har bevidst valgt en model uden venteliste. I stedet giver vi interesserede mulighed for selv at tage et aktivt valg og sikre sig netop den bolig, de ønsker, på et oplyst og gennemskueligt grundlag, lyder det fra udviklerne bag Æbleløkkerne i en pressemeddelelse.