Josefs brødre var åbenlyst analfabeter, når det gjaldt tilgivelse. I deres optik skulle Josef have en rigtig god grund til ikke at søge gengældelse og hævn. Derfor lyver de om deres far, som måske slet ikke kendte til deres store ondskab mod Josef.
Josefs brødre har ret så langt, at ondskab ikke bare kan glemmes. Ondskabens sår læges ikke af tid eller glemsel. Tilgivelse er noget helt andet end at glemme. Tilgivelse er at vælge ikke at ville gengælde og i stedet selv bære smerten over ondskab. Josef græder, fordi brødrene ikke ænser den smerte over deres ondskab, som han har påtaget sig at bære, så deres relation kan læges.
Josef er en type på Jesus. Han har også grædt mange tårer over os og vores ondskabsfuldheder. Han græd over Jerusalems uvidenhed, fordi byen ikke kendte tilgivelsen og dermed ikke vidste, hvad der tjente til dens fred. Jesus græder over os, når vi tror, at vi skal fortjene Guds nåde eller give Gud en grund til at tilgive. Der er kun én grund: Jesus har valgt at bære smerten over vores ondskab. Gud glemmer ikke vores ondskab. Han vælger med åbne øjne at bære smerten selv og undlade at gengælde. Kun ved at fordybe os i Guds tilgivelse, kan vi lære selv at tilgive.
1 Mos 50,15-21
