At én har snydt mig for 100 kroner i en handel på internettet, eller at en anden i en politisk diskussion har kaldt mig naiv og tosset, kan jeg nok komme videre fra. Men hvad hvis min ægtefælle har været mig utro? Eller hvis en har misbrugt mig? Eller hvis jeg er blevet narret til at bruge min formue på en tvivlsom investering, som ender med at koste mig hus og hjem?
Vi kommer let til at tænke, at en lille uret er let at tilgive, men en stor uret er vanskelig. Det gør vi, fordi vi forveksler tilgivelse med glemsomhed. Den lille uret er unægtelig lettere at glemme end den store. Men tilgivelse kommer, når jeg kender mig selv som en synder, der er blevet tilgivet.
Manden, der skyldte sin konge 10.000 talenter, nåede hverken til erkendelse af sin skyld eller af kongens eftergivelse. Hans bedste bud på, hvordan mellemværendet med kongen skulle afregnes, var en udskydelse af betalingsfristen. Derfor var han ikke i stand til at tilgive sin medtjener.
Det samme med os. Vi må opdage, at vores gæld til Gud er ubetalelig. Vi må erfare friheden i at høre, at alle vore synder er os forladt i kraft af Jesu offer på korset. Da bliver vi i stand til mere end at glemme, nemlig at tilgive vores medmennesker deres synder og forsømmelser i forhold til os. Når vi tilgiver vores medmenneske, spejler vi Guds store tilgivelse af os.
