Mænd går selv

Torsdag. Med ganske få undtagelser (afrikanske konger og den slags) er det ydmygende for en mand at blive båret. For en kvinde er det en ærefuld ting at blive båret over dørtærsklen til det nygifte pars første hjem, eller bare i overført betydning at blive "båret frem" af sin elskede. Men mænd går selv. Vi har en del af vores ære i ikke at være afhængige af andres hjælp.

Denne lamme mand havde mistet sin førlighed og sammen med den en del af sin ære. Han var afhængig af andres hjælp. Fire mand måtte bære ham. Ikke blot i denne situation, men hver eneste gang, han skulle et sted hen, måtte andre bære ham. Op af sengen, hen til byporten, hvor han kunne tigge, på toilettet, tilbage i seng.

Måske er det derfor, Jesus ikke ser troen hos den lamme. Han var skamfuld. Han skammede sig over at blive udstillet i sin hjælpeløshed og havde slet ikke tid til at fokusere på Jesus som hjælperen.

Jesu andet ord til den lamme giver ham værdigheden tilbage. "Rejs dig, tag din båre og gå hjem." Det skal igen være dig, der bærer båren, og ikke båren, der bærer dig. Det, Jesus gjorde med den lamme, vil han gøre med os alle. Han vil give os værdigheden tilbage. De fleste af os kan gå selv, men vi er lammede og begrænsede i vores evne til at elske. Den lammelse vil Jesus helbrede os for. Han begynder i dette liv og fuldender helbredelsen ved den store opstandelse, hvor han byder alle, levende og døde, at rejse sig.

Inden da må vi imidlertid lære, at vi på en måde altid bliver båret til Jesus. Vi vil gerne selv magte forholdet til Gud, men vi har brug for som den lamme at høre: "Søn, dine synder tilgives dig."

Mark 2,1-12