Målt mod evigheden

Torsdag. Den korte tid, som Jesus taler med sine disciple om, er umiddelbart at forstå som tiden fra langfredag aften til påskesøndags morgen, hvor Jesus lå død i graven og disciplene græd og klagede. Den almindelige sørgetid efter et dødsfald var et år. Derfor er knap to døgn "en kort tid". Sådan afkorter Jesu opstandelse uventet disciplenes sørgetid.

Det skal fortælle os, at Gud også vil afkorte vores sørgetid. Vores liv i syndens og dødens verden sammenlignes af Jesus med sørgetiden ved en begravelse. Og der bliver vitterlig grædt mange tårer og flået i mange hjerter i vores verden. Bag mange af de nyhedsoverskrifter, som rammer os hver eneste dag, er mennesker, der sørger og savner.

Disciplene måtte fyrre dage efter opstandelsen igen tage afsked med Jesus. Det kan synes som en kort tid, de fik lov at leve i glæden over, at Jesus var vendt tilbage fra de døde. Efter disse fyrre dage fulgte for Johannes' vedkommende mere end fyrre år adskilt fra Jesus. Alligevel kalder Jesus denne tid med adskillelse for »en kort tid«. Det er Jesu trøst til Johannes og os. Han har ikke glemt os og vores lidelser. Han kommer snart, ja om »en kort tid« for at gøre en ende på verdens lidelser. På korset gjorde han op med verdens synd, ved sin genkomst vil han gøre op med verdens lidelser.

For os, der lever med lidelsen, forekommer tiden lang, fordi vores perspektiv er dette liv. Jesu perspektiv derimod er evigheden. Vi er skabt til at leve evigt med ham. I det perspektiv er den lidelse, vi oplever nu, en kort tid. Efter denne korte tid skal vi se Jesus, og med ham gøres der en ende på al lidelse.

Joh 16,16-22