Klage og håb

Mandag. Job var ramt af ufattelige lidelser. Byldebefængt og døden nær. Selv hans nærmeste familie og venner vender sig fra ham eller imod ham. Han er ikke et kønt syn, og han stinker! På det her tidspunkt har de tre venner, der er hos ham, holdt tilsammen fem taler. De har anklaget Job for at have fejlet. Men Job fastholder, at der ikke er nogen sammenhæng mellem hans livsførelse og hans lidelser.

Job anklager endog Gud for at have vendt sig imod ham. Gud forfølger ham (Job 19,21-22). Dette er vanskeligt for Job. Han har levet retsindigt og rammes alligevel af frygtelige ulykker og lidelse.

Da gør Job to ting: Han anklager Gud ... og han stoler på Gud. Han ønsker, at de fortvivlede bønner, skrig, ubesvarede spørgsmål og anklager må blive mejslet i sten, så de aldrig glemmes. Gud skal ikke slippe for at svare på den uretfærdige lidelses spørgsmål. Men samtidig giver Job udtryk for en klippefast tillid til, at hjælpen kommer fra Gud. Han ikke bare tror, håber eller drømmer om, at han engang vil blive forløst fra sine lidelser. Han siger: "Dog ved jeg, at min løser lever, til sidst skal han stå frem på jorden."

Når vi lider uforskyldt, må vi huske på Job. Vi har Guds ord for, at Job talte sandt om ham (Job 42,7). Det må betyde, at det er i orden at holde Gud ansvarlig, når han lader os opleve lidelse. Ikke lade ham slippe udenom, men kræve, at han – i det mindste i opstandelsen – vil give os svar på den uretfærdige lidelses mange spørgsmål. Og så betyder det, at Gud virkelig vil lade forløseren stå frem på jorden. Vi kender forløserens navn, det er Jesus.

Job 19,23-27