Begge mænd har rejst en lang vej for at få hjælp. Men både Elisa og Jesus sigter på at give disse højtstående embedsmænd en større hjælp end den, de beder om. De vil give dem del i den frelsende tro. Skal det lykkes, må mændenes tro kunne tåle modstand. Som statsansatte i magtfulde stillinger vil de komme til at møde modstand fra mange sider, fristelser til at se tilbage på helbredelsen som en fantastisk oplevelse, men ikke et livsforvandlende møde med den levende Gud.
Hvad med vores tro? Bryder vi os om, at Jesus prøver den? Jeg gør ikke. Det var da meget mere behageligt, hvis det med at tro på Jesus kunne glide derudad uden en masse modstand og prøvelser. Men Jesus ser anderledes. Der er også meget og mange, som vil tage min tro fra mig og hindre mig i at få troens største gave: det evige liv. Prøvelser styrker min tro, så den bliver stærk til at stå imod Djævelen og de fristelser, jeg møder. Jakob skriver: "Mine brødre, I skal kun regne det for glæde, når I kommer ud for prøvelser af forskellige slags; I ved jo, at når jeres tro prøves, skaber det udholdenhed. Og udholdenheden skal føre til fuldendt værk, for at I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget." (Jak 1,2-4).
2 Kong 5,1-5+9-15