Vi er på den tid af året, hvor lyset viger og dagene kortes af. Det påvirker os. De fleste af os har mindre energi, mere lyst til at blive lidt længere under dynen, større tendens til at miste humøret. I egne af verden, hvor solen er helt borte i dage og uger, forstærkes tendensen, og folk bliver trætte, deprimerede og selvmordstruede. Jeg forstår godt, at solen har været genstand for tilbedelse. Tænk, hvis solen en dag pludselig ikke stod op!
Der er et andet mørke, som har sænket sig over planeten: syndens og dødens mørke. Det gør os livstrætte og åndeligt selvmordstruede. Vi kaster os ud i et selvdestruktivt oprør mod vores skaber og lever som selvoptagede og egenkærlige børn, der ikke elsker og ærer vores himmelske far, som vi burde.
Men i mørket skinner et lys: Jesus Kristus, Guds søn. Han er grunden til, at vi om mindre end to måneder holder en stor lysfest, når årstidens mørke er tættest. Han bringer lys i mørket til alle, som tror på ham. Og med lyset kommer livsglæde, livsmod og lyst til livet. Han er også grunden til, at vi fejrer allehelgensdag som en glædesfest og ikke en sørgedag. Vi fyldes naturligvis af savn og længsel, når vi tænker på vores døde. Men der er tændt et lys, som syndens og dødens mørke ikke får bugt med. Esajas lover os, at Herren er vores evige lys. Selv i dødens og gravens mørke er der tændt et lys.
Es 60,18-22
