Gengældelsen tilhører Gud

Tirsdag. Josef var blevet frarøvet alt af sine brødre. Han havde meget at skulle tilgive. Mere end hans brødre forventede, at han kunne tilgive. Men Josef havde truffet et valg, som indebar tilgivelse af brødrenes overgreb og ugerning. Han havde besluttet sig for selv at bære smerten over deres ondskab.

Hvordan kan et menneske affinde sig med noget så uretfærdigt som at afstå fra gengældelse? Jeg tror, Josef kan lære os hemmeligheden. Han spørger sine brødre: »Er jeg i Guds sted?« Josef havde overladt det til Gud at være den, der dømmer og gengælder.

At tage retfærdigheden i egen hånd er et oprør mod Gud, for Gud har forbeholdt sig selv retten til at dømme og gengælde. »Hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde.« (Rom 12,19). Men at give afkald på hævn er ikke det samme som at give afkald på retfærdighed. Josef slog sig til ro med, at det er Gud, der skal sørge for, at retfærdigheden sker fyldest.

Josef havde heller ikke opgivet at få et godt liv efter brødrenes overgreb. Han holdt fast i selv at leve retfærdigt og fromt, og efter mange år er hans vidnesbyrd, at Gud kan vende ondt til godt.

Når vi giver afkald på gengældelse, giver vi heller ikke afkald på retfærdighed. Vi begynder derimod at leve som mennesker i Guds hånd, også når vi bliver uretfærdigt behandlet. Det indebærer blandt andet, at vi kan hvile i, at også det onde kan Gud bruge til sit gode formål.

Gud har lovet, at han vil dømme med retfærdighed. Jeg spekulerer på, hvordan Gud på dommens dag vil møde vores berettigede forventninger om gengældelse. Vil han vise os Jesus på korset og forsikre os om, at dér blev der gjort gengæld for al uret?

1 Mos 50,15-21