Hvem tager vi vores tilflugt til i nød? Svaret på det spørgsmål viser, hvem vi regner for vores Gud. Ikke sådan at forstå at det er ukristeligt, at vi går til lægen, lytter til bankrådgiveren eller tager imod hjælp fra mennesker. Tværtimod. De er Guds tjenere, når de hjælper os. Men den, der tror på Jesus, vil altid tage sin tilflugt til Jesus i nøden. Hvad enten det er sygdom eller pengeproblemer eller kærestesorger, vil den, som tror på Jesus, først og fremmest forvente hjælp fra ham.
Det er heller ikke altid den letteste løsning for os at søge Jesu hjælp i nøden. Nogle vil måske gerne salves og bedes for under håndspålæggelse ved sygdom, men det kræver både prioritering og mod, for hvad vil de andre sige? – og så alvorligt er det måske heller ikke. Og pengesagerne, mon Gud i det hele taget bekymrer sig om den slags? Har han ikke ansat bankrådgivere til at tage sig af det?
Troen går til Jesus med nøden, stor eller lille. Den overvinder alle hindringer. For troen er en fast overbevisning om, at Jesus kan hjælpe.
Joh 4,46-53