Det er præcis det, vi er overladt til. Vi har Jesu fantastiske løfter om bønhørelse. Alt må vi bringe frem for ham, og han lover at høre os og give os, hvad vi beder ham om. Og så, efter den intense bøn, kommer den svære gåtur ud på Guds løfter. Ventetiden. Mon Jesus virkelig har hørt, hvad jeg har bedt om? Mon han virkelig vil give mig det bedste, sådan som han har lovet?
Beretningen her er en beretning om hele vores liv i troen. Gud har lovet os evigheden. Han har lovet os tilgivelse for synd, opstandelse fra de døde, evigt liv. I denne verden går vi gennem livet på hans ord, i tillid til ham. Det er troens vilkår. Vi er spændt ud mellem Jesu ord og dets opfyldelse. Og denne embedsmand er vores forbillede.
Joh 4,46-53