Forfremmet til herlighed

Søndag. I dag fejrer vi allehelgen. For mange af os er det en anledning til at mindes dem, som vi elskede, men som vi har båret til graven. Vi mærker det tab, vi har lidt, vi savner. Minder og erindringer sidder ikke kun i hukommelsen, men også i følelserne og sanserne. En lugt eller en begivenhed kan bringe os tilbage til en situation med en af vores kære. Af og til er det deres begravelse, vi kommer tilbage til.

Selv om allehelgen er en dag med tab, savn og minder om afdøde, er allehelgen først og fremmest en fest. Den liturgiske farve er ikke sort, men hvid. Vi fejrer en Kristus-fest. Vi går til gudstjeneste med vores tab og savn, men vi gør det for at fejre alle helgens forfremmelse. Enhver, som levede med tro på Kristus i hjertet og bekendelsen til Kristus i munden, er ved døden blevet forfremmet fra fattigdom, sorg og længsel efter retfærdighed til rigdom, glæde og herlighed.

Evangeliet til denne dag er indledningen til Jesu tale til disciplene om de vilkår, som gælder for disciple af Jesus. Jesus forskønner bestemt ikke. Disciple går ikke fri af sorg, og de må længes efter retfærdighed. Nogle disciple vil blive lagt for had, forfulgt og løjet ondt på, fordi de er disciple. End ikke døden spares disciple for. For nogle disciple kommer den tidligere, fordi de er disciple.

Men Jesus sætter også et ord foran alle disciples vilkår: salighed. Den fuldkomne lykke, som skal kendetegne Jesu disciple i herligheden. Alle, som døde med troen på Jesus i hjertet og bekendelsen til ham i munden, er nu i herligheden. Der skal vi se dem, når vi holder fast ved den samme tro, som de havde.

Matt 5,1-12