Den, Jesus priser lykkelig, er ikke den, som er åndløs, som er fattig på ånd. Det er ikke et ideal for en Jesu discipel at skille sig af med sin ånd. Ånden er det i mig, som relaterer til Gud. Det er den tro, det håb og den kærlighed, der kendetegner min relation til Gud.
Hvorfor fremhæver Jesus så fattigdom? Er det ikke bedst at være rig? Også på ånd? Stærke i troen, faste i håbet, mennesker, der elsker med stor kærlighed? Sådan ønsker Jesus, at vi skal være. Men for at vi kan blive rige på ånd, må vi først blive fattige i ånden.
I virkeligheden er vi alle fattige på ånd. Syndefaldet har suget åndrigheden ud af os og efterladt os uden evne til at tro på, håbe på og elske Gud. Enhver åndrighed, vi måtte præstere, er ikke andet end åndeligt hovmod. Og det værste er, at den, der tror sig rig på ånd, ikke kan tage imod Himmeriget. For Himmeriget gives kun af nåde. Ingen, der kan klare sig selv, er parat til nåden.
At være fattig i ånden er at erkende om mig selv, at jeg elsker mig selv mere, end jeg elsker Gud, og at jeg håber og tror mere på mig selv end på Gud. Når jeg har erkendt min fattigdom, hjælpeløshed og afmagt, er jeg parat til at bede Gud om hjælp. Det er vejen til at blive rig på ånd og få del i Himmeriget.
