Det var et stort problem, der drev Na'aman til Elisa i Samaria. En uhelbredelig og smertefuld sygdom, som langsomt tærede ham op. Spedalskhed var den sikre vej til isolation, foragt og en ensom død. Ligesom Na'aman var ramt på kroppen, er vi alle ramt i sjælen af syndens uhelbredelige sygdom. Vi er mennesker, som er skabt til at leve evigt med Gud og hinanden, men vi går mod den visse død.
Så hører Na'aman om Elisa, og det giver ham et håb. På samme måde er Jesus håbet for os. Vi har hørt, at han har sagt: "Den, der tror på mig, skal leve, om han end dør." (Joh 11,25). Derfor har vi opsøgt Jesus, som Na'aman opsøgte Elisa.
Hos Jesus har vi også fået besked på, hvad vi skal gøre. Som Elisa sagde til Na'aman: "Gå hen og bad dig syv gange i Jordan, så bliver din krop rask," sådan siger Jesus til os: "Den, der tror og bliver døbt, skal frelses." (Mark 16,16).
Her blev Na'aman forarget. Det gør mange moderne mennesker også, når de hører evangeliet. Det er for let! Hvilken forskel skulle et bad gøre? Kan det hjælpe mod spedalskhed? Eller synd og død for den sags skyld? Ja, det er forargelsen. At ydmyge sig, overvinde forargelsen og tro på Guds lægemiddel. Dåbens virkning er usynlig for os. Derfor befinder vi os konstant i Na'amans udfordring til at tro på virkningen af et bad.
