Den store forskel

NOTITS | ANDAGT | Søndag 23. november 2025 • 06:00
Af:
Robert Bladt "Anno Domini"
Lohse
NOTITS | ANDAGT | Søndag 23. november 2025 • 06:00

Søndag. Der er mange forskelle mellem os mennesker, som har stor betydning for den måde, vi ser på hinanden og behandler hinanden: etnicitet, køn, økonomi, hudfarve, sprog, uddannelsesniveau, position. Men den vigtigste forskel mellem os er usynlig. Det er forskellen mellem, om vi står til at skulle tilbringe evigheden sammen med Gud i hans evige rige eller sammen med Djævelen i fortabelsen.

En dag vil den forskel blive synlig. Det sker, når Jesus kommer i herlighed for at dømme levende og døde. Ligesom det er let for hyrden at dele hjorden i får og bukke (eller geder), når de bringes ind for at overnatte i folden, sådan vil forskellen mellem mennesker af alle folkeslag være tydelig, når Jesus kommer igen.

Hvorfor ender nogle da på den ene side af dommersædet, mens andre ender på den anden? Jesu svar er enkelt: Forskellen består i, om de har eller ikke har vist ham barmhjertighed. Umiddelbart er både den ene og den anden gruppe overraskede. Jesus har jo ikke været iblandt dem, så hvordan kan han kræve dem til regnskab for den måde, de har behandlet ham på? Igen er Jesu svar enkelt: »Hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.«

Evigheden afhænger af vores forhold til Jesus, og han bor i hvert eneste menneske, som ved dåb og tro har taget imod ham. Derfor kommer evigheden til at afhænge af vores forhold til dem, som tror på Jesus, dem som Jesus her kalder »disse mine mindste brødre«. Gennem dem kommer Jesus til mig, møder mig i ordet, får behov for min barmhjertighed og tilbyder mig fællesskab med sig.

Matt 25,31-46



FÅ ABONNEMENT