Vi kan spørge os selv, om Johannes' mission er lykkedes. Er Jesus blevet gjort kendt? Vi må i hvert fald sige, at der er mange, som fejrer Jesu fødselsdag. Intet andet menneskes fødselsdag er genstand for så stor opmærksomhed som hans. De fleste mennesker i verden fastsætter årstal med udgangspunkt i Jesu fødselsår. Af alle beretninger, denne verden har hørt, er juleevangeliet måske den, allerflest mennesker genkender.
Betyder alt dette så, at Johannes' mission er lykkedes? Det græske ord, som er oversat med "kender", betyder "at kende, at have kendskab til, at være opmærksom på, at overveje, at fornemme, at forstå". Jeg tror, Johannes stadig har noget at bidrage med i dag. Nok fejrer vi jul, men giver vores julefejring os en større opmærksomhed på, hvem Jesus er? Hjælper vores julefejring os til at forstå ham bedre? Får vi et dybere og mere personligt kendskab til Jesus ved at fejre jul?
Johannes' julemission udfordrer nok os alle til at overveje vores julefejring. Og Johannes er ude i et vigtigt ærinde, for Jesus siger: "Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus." (Joh 17,3).
Jesus er midt iblandt os. Lad os bruge fejringen af hans fødsel til at lære ham bedre at kende, blive mere opmærksom på ham i vores daglige liv og fornemme og forstå hans budskab om tilgivelse ved at tage det til os. Så vil vi få en julefejring, som bringer os tættere på Gud.