Mysteriet i Gudhjem er løst: Det var ikke de underjordiske der kildede
Foto: Jens-Erik Larsen

11. OKT 2017 • 06:02 • AF MADS WESTERMANN

Mysteriet i Gudhjem er løst: Det var ikke de underjordiske der kildede

Det var hverken kildespring eller de underjordiske, der fik vandet til at løbe, så asfalten var våd, lige nedenfor Kaffeslottet på Duebakken i Gudhjem. Det var noget så ordinært som et sprunget vandrør, hvorfra det sivede en lille smule.

Det oplyser afdelingschef Klaus Vesløv hos Bornholms Energi & Forsyning.

Han betvivlede ellers i forrige tirsdags udgave af Bornholms Tidende, at det kunne være tilfældet, men da sagen blev undersøgt nærmere, viste det sig, at der var en meget lille læk på et vandrør til et af husene på Duebakken.

– Det er ikke noget alvorligt, og der er ikke nogen form for underminering, men vi har sendt folk derud nu for at stoppe lækagen, og mens vi alligevel har hul i jorden, benytter vi lejligheden til at skifte et gammelt jernrør, der er tæret, forklarer Klaus Vesløv.