KULTUR / 12. JUL • 14:44

Cirkus Arena er fremme - ny by på årets program

Cirkus Arena er fremme - ny by på årets program
Søndag morgen blev cirkusteltet rejst på landsstævnestadionet, hvor to af de seks bornholmske forestillinger finder sted. Foto: Jakob Nørmark
Journalist

Landets største cirkus er ankommet. Som noget helt nyt slår Arena teltet op i Østerlars i stedet for Svaneke.

Tidligt søndag morgen ankom landets største cirkus til Bornholm med Køge-færgen, og allerede klokken 15 bliver der liv i Arena-teltet, der de første par dage står mellem voldene på landsstævnestadionet i Rønne.

Fem byer skal besøges over seks dage, og som noget nyt er Østerlars iblandt.

Onsdag bliver det første gang, at Cirkus Arena slår teltet op i Østerlars, der erstatter Svaneke på den bornholmske rundtur.

Cirkusdirektør Benny Berdino fortæller, at han ikke brød sig om pladsen i Svaneke, som lå lidt for trafikeret ud til Aarsdalevej syd for byen. Så da han fik nys om, at stadion i Østerlars rummer en god festplads, greb han chancen for at besøge en ny by.

– Lad os da prøve det, sagde jeg, fortæller Berdino, som ikke er bekymret for, at vejrudsigten indeholder et varsel om uvejr søndag og mandag.

Tværtimod vil det være fint for forretningen, hvis der ikke er strandvejr, mens Arena drager rundt på øen.

 

Cirkus Arenas program

Søndag 12. juli og mandag 13. juli: Rønne

Tirsdag 14. juli: Hasle

Onsdag 15. juli: Østerlars

Torsdag 16. juli: Nexø

Fredag 17. juli: Aakirkeby

Mandag-fredag indledes forestillingerne klokken 17.

Tidende bringer mandag et interview med direktørparret, som i år fejrer 50-års-jubilæum i spidsen for cirkusset, der med tiden er vokset til at blive landets største.



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT