Zelenskyj annoncerer støtte til landmænd udfordret af angreb

UDLAND7. AUG 2026 • 01:43

Statsstøttede lån er blandt de tiltag, som Ukraine ifølge Zelenskyj vil implementere i de kommende dage.

Ukraine vil yde støtte til landmænd, der er blevet påvirket af russiske angreb mod skibsfart og havneanlæg.

Det sagde landets præsident, Volodymyr Zelenskyj, torsdag i sin daglige videotale, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Tiltagene er blevet udformet på et regeringsmøde og vil være målrettet landmænd, "der nu er i en vanskelig situation som følge af russiske angreb mod vores havne og den maritime korridor", lød det fra præsidenten.

Der er med tiltagene blandt andet tale om statsstøttede lån og anden støtte til finansiering.

De vil "begynde at blive implementeret i de kommende dage", sagde Zelenskyj i sin tale.

Rusland, der er verdens største eksportør af hvede, og Ukraine, som også er en stor eksportør af landbrugsvarer, har de seneste uger angrebet hinandens faciliteter til landbrugseksport og handelsskibe i Sortehavsområdet.

Guvernøren i Ukraines Odesa-region, Oleh Kiper, oplyste tidligere torsdag, at et russisk angreb havde beskadiget et udenlandsk fragtskib lastet med hvede i ukrainsk farvand i Sortehavet.

Et besætningsmedlem blev dræbt, og der opstod brand om bord.

De ukrainske havnemyndigheder har sagt, at skibet sejlede under Guinea-Bissaus flag.

Ukraine har etableret en såkaldt korridor for sikker passage i Sortehavet, så skibe kan sejle sikkert igennem. Den følger kysten mod Rumænien.

Den seneste tid er skibe dog blevet angrebet i området.

Ukraines udenrigsminister, Andrij Sybiha, sagde torsdag, at russiske angreb i 2022 - som fandt sted i månederne efter invasionen af Ukraine - har ført til kraftige stigninger i det globale fødevareprisindeks.

Det har også ført til "akut fødevareusikkerhed for millioner af familier", skrev han i et opslag på det sociale medie X.

- Rusland forsøger nu at opnå det samme resultat ved at angribe civile skibe i ukrainske havne og langs Ukraines skibskorridor. Konsekvenserne for verden kan blive lige så alvorlige som i 2022.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT