Måling: Britiske unge vil omgå natligt forbud mod sociale medier

UDLAND7. AUG 2026 • 02:27

I måling siger 85 procent af adspurgte ældre teenagere, at de vil slå tidsbegrænsning på sociale medier fra.

De fleste britiske teenagere vil takke nej til den britiske regerings plan om at indføre et natligt forbud mod sociale medier.

Det fremgår af en meningsmåling, som er blevet offentliggjort fredag, skriver nyhedsbureauet AFP.

Meningsmålingen er lavet blandt 1000 teenagere af det britiske analyseinstitut Censuswide for organisationen Online Responsibility Network (ORN).

Planerne om at indføre et natligt forbud gælder 16- og 17-årige og blev fremlagt af den britiske regering i midten af juli under premierminister Andy Burnhams forgænger, Keir Starmer.

Det skal være et supplement til et forbud mod sociale medier for børn under 16 år, som Starmer annoncerede i juni. Det omfatter blandt andet platformene Snapchat, TikTok, YouTube, Instagram og Facebook.

Tidsbegrænsningen vil være aktiveret som en standardindstilling på sociale medie-konti for de ældre teenagere. Det vil forhindre dem i at få adgang til de sociale medier mellem midnat og klokken 06.00.

Funktionen vil dog kunne slås fra. Ifølge fredagens undersøgelse fra Censuswide siger 85 procent af de adspurgte, som er 16 til 18 år, at de vil deaktivere den.

Lidt under halvdelen af de adspurgte teenagere siger, at de ville slå funktionen fra for at kunne tale med venner og familie.

37 procent siger, at de ville fravælge forbuddet for at kunne se indhold på nettet.

Leanne Proctor, der er ansvarlig for regulering i ORN, siger, at undersøgelsen tyder på, at et forbud "næppe vil være tilstrækkeligt i sig selv til at forhindre skadelige oplevelser på nettet".

Kun to procent af de 1000 adspurgte teenagere siger i meningsmålingen, at de på hverdagsaftener ikke bruger sociale medier eller ser korte videoer på internettet.

Mere end 18 procent svarer, at de bruger sociale medier helt frem til klokken 01.00 eller senere.

Uddannelsesminister Bridget Phillipson sagde efter offentliggørelsen af planen om et natligt forbud, at det frivillige element kan blive ændret. Det kan ske, hvis det viser sig, at for mange teenagere slår standardindstillingen fra.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT