USA sender afløser for problemramt krigsskib i Mellemøsten

UDLAND21. AUG 2026 • 00:16

Der har været meldinger om mangel på mad, dårlige sanitære forhold og selvmordsforsøg på hangarskib.

Det amerikanske hangarskib USS "George Washington" er ankommet til Mellemøsten.

Det oplyser det amerikanske militærs centralkommando, Centcom, torsdag i et opslag på det sociale medie X.

Det nye krigsskib er sendt til regionen efter meldinger om en række problemer på USS "Abraham Lincoln", som har deltaget i USA's krig mod Iran i månedsvis.

Flere medier har berettet om forværrede forhold på hangarskibet.

Familier til soldater har udtrykt bekymring over forholdene på skibet, og der har været meldinger om mangel på mad, udmattelse, dårlige sanitære forhold og selvmordsforsøg.

Der har blandt andet været meldinger om to tilfælde, hvor folk er hoppet over bord.

Det amerikanske militær har afvist historierne i medierne. Det samme har USA's præsident, Donald Trump, skriver nyhedsbureauet AFP.

USS "Abraham Lincoln" har været udstationeret siden november 2025, skriver AFP. Det forlod dengang Californien og satte kursen mod Det Sydkinesiske Hav.

Skibet blev dog omdirigeret til Mellemøsten forud for de amerikansk-israelske angreb på Iran, som begyndte i slutningen af februar.

Skibets udsendelse skulle oprindelig være afsluttet i maj, men er siden blevet forlænget flere gange.

Historierne om de forværrede forhold på hangarskibet har udløst fornyet kritik af Donald Trumps krig mod Iran.

Den amerikanske avis The New York Times har tidligere beskrevet, at problemer med forsyninger om bord på USS "Abraham Lincoln" blandt andet skyldes et iransk missilangreb på en amerikansk base i Bahrain tidligt i Iran-krigen.

Det fandt sted, ikke længe efter at USA og Israel den 28. februar havde begyndt den første store angrebsbølge på Iran.

Basen i Bahrain er et afgørende logistisk knudepunkt for forsyninger til besætningen, men store dele blev ødelagt i det iranske angreb.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT