Trump-allieret er taget i ed som Colombias præsident
Abelardo de la Espriella vil slå hårdt ned på væbnede grupper og skære 40 procent i den offentlige sektor.
Højrefløjspolitikeren Abelardo de la Espriella, som har fået tilnavnet "Tigeren", er blevet taget i ed som Colombias præsident.Det er sket ved en ceremoni i byen Cali, skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
Espriella havde forud for præsidentvalget lovet et tæt forhold til USA. Den amerikanske præsident, Donald Trump, støtter højrefløjspolitikeren.
Indsættelsen af den tidligere advokat, som vandt præsidentvalgets anden runde i juni, er et markant højreskifte i det sydamerikanske land og markerer afslutningen på Colombias første venstreorienterede regering med Gustavo Petro i spidsen.
48-årige Abelardo de la Espriella er en politisk outsider og beundrer af Donald Trump.
Han skal håndtere en række kriminelle grupper, som beskæftiger sig med narkotikahandel, ulovlig minedrift og afpresning.
Abelardo de la Espriella har ført valgkamp bag skudsikkert glas og lovet at slå hårdt ned på de væbnede grupper i Colombia. Den tidligere præsident Gustavo Petro forsøgte uden held at forhandle om fred med guerillagrupperne.
Espriella har også under valgkampen sagt, at han vil reducere den offentlige sektor med 40 procent og genoplive olie- og gassektoren, skriver Reuters.
Den nye præsident har både amerikansk og colombiansk statsborgerskab. Han har tilbudt at iværksætte fælles militære operationer og endda lade amerikanske styrker blive udstationeret på colombiansk jord, skriver AFP.
Blandt gæsterne til fredagens indsættelsesceremoni var blandt andre Fifas præsident, Gianni Infantino, Argentinas højrefløjspræsident, Javier Milei, og Todd Blanche, som er Donald Trumps fungerende justitsminister.
Sikkerheden i Cali var skærpet kraftigt op til fredagens begivenhed. Byen har de seneste år været ramt af flere angreb fra guerillagrupper. Omkring 11.000 soldater var udstationeret i området, skriver AFP.
RITZAU
